Der bliver spillet EM-fodbold i Rusland næste sommer.
Onsdag bekræfter Det Internationale Antidopingagentur (WADA) over for nyhedsbureauet AP, at de sanktioner mod Rusland, et udvalg under WADA har anbefalet, ikke vil resultere i, at Rusland mister sit medværtskab for EM 2020.
Det skriver norske NTB.
Mandag anbefalede et Wada-udvalg en række hårde sanktioner mod Rusland, fordi landet i mange år har set stort på antidopingreglerne og fortsætter med at gøre det.
Blandt andet at Rusland skal fratages værtskabet for alle de events, landet skulle afvikle i løbet af de næste fire år – medmindre det af praktiske eller juridiske årsager er umuligt at flytte værtskabet til et andet land.
Men EM vurderes ikke til at være en stor nok begivenhed til at være omfattet af de potentielle sanktioner.
Sankt Petersborg er en af 12 værtsbyer for næste års EM. Der skal også spilles kampe i København.
WADA vil på et møde 9. december træffe en afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang Rusland skal sanktioneres.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.