Det er forståeligt, hvis mange af de danske tilskuere, som var på plads i Parken tirsdag aften, sad tilbage med slemme dejavu-fornemmelser fra weekendens bitre nederlag mod Polen.
Uinspireret og ufarligt spil prægede igen store dele af første halvleg, hvor endnu en kommunikationsfejl i forsvarsgeleddet i sidste ende også kom til at koste dyrt.
Trods en langt større tænding hos de danske spillere i anden halvleg, stod 0-1 resultatet ikke til at redde.
Og det var da også en tydeligt skuffet og ikke mindst frustreret Thomas Delaney, der efter kampen konstaterede, at det danske landshold endnu engang fejlede i forsøget på at åbne op for et stærkt defensivt orienteret modstanderhold.
- Kampen viste meget godt, hvor svært vi har det med at bryde igennem, når de stiller sig så dybt med seks mand i forsvaret. Det var akkurat det samme billede, da vi tabte til Polen. Vi spiller for langsomt som kollektiv. Det her handler ikke om den enkelte spiller, men som kollektiv skal vi forvente langt mere af os selv og vores system. Det skal simpelthen gå hurtigere, siger Delaney.
- Det var først i anden halvleg, vi begyndte at skabe noget med de indlæg vi fik. Men det er svært, når de står så dybt, og vi har ikke værktøjerne til at klare det.
- Det bliver en jagt på point fremover. Og vi er langt fra tilfredse. Men løbet er ikke kørt, og jeg vil ikke købe præmissen om, at det var en fiasko i dag (tirsdag, red.), fortæller Delaney.
Satser på andenpladsen
Selvom skuffelsen også stod malet i ansigtet på Delaneys klubkammerat, FCK-angriberen Andreas Cornelius, som selv havde en stor hovedstødschance mod slutningen af kampen, var troen på avancement fra gruppespillet dog stadig intakt. Dog med en markant nedjustering af den hidtidige overambitiøse målsætning:
- Det er ret meget op ad bakke fra nu af. Vi skal have mange point nu, og vi må nok hellere satse på andenpladsen, tror jeg, siger Cornelius.
- Vi manglede både indlæg og folk i boksen i dag. Vi havde alt for mange folk bag bolden i første halvleg, og der var alt for mange, der søgte bolden på ufarlige steder. Som hold må vi finde ud af, hvordan vi får skabt flere chancer, men vi må ikke pege fingre ad hinanden. Det skal gøres kollektivt.
- Vi kan ikke blot regne med, at der altid vil komme en vanvittig aktion, som den Ankersen havde i første halvleg, hvor han satte tre mand af, fortæller Andreas Cornelius, der generelt savnede mere vildskab fra sine medspillere, selvom det danske landshold i flere omgange trods alt endte i tumult med de montenegrinske spillere:
- Lige netop de situationer, synes jeg faktisk, vi håndterede fint. Det var dem, der blev sure, fordi vi ikke sparkede bolden ud over sidelinjen, da en af deres spillere smed sig i græsset. Så nej, jeg synes måske til gengæld, at vi mangler endnu mere vildskab blandt os. Vi mangler mere aggressivitet i nærkampene.
Spot dig selv: Var du til det pinlige nederlag i Parken?