Så tit sker det ikke, at danske sportspræstationer vækker opmærksomhed hele vejen rundt om kloden.
Men landsholdets kvalifikation til verdensmesterskaberne i fodbold næste år i Qatar gør.
Fra de europæiske medier, der selvsagt interesserer sig en del for slutrunden og kvalifikationen i UEFA-regi, til USA, Sydamerika, Australien og Asien.
Det hænger selvfølgelig sammen med måden, det er sket på - og kombinationen med det følelsesladede EM, Danmark dominerede i sommer.
Sports Illustrated konstarerer: Danmark blev det andet land til at kvalificere sig til VM med en sejr over Østrig tirsdag, hvilket fuldender et følelsesladet år for holdet.
Herefter opremser de den i Danmark velkendte historie om mareridtet mod Finland, den efterfølgende Askepot-fortælling (som de kalder den) om vejen til semifinalen samt den eminente kvalifikationsturnering.
- De rød-hvide tog momentum med i VM-kvalifikationen og har vundet rub og stub. Danmark er eneste europæiske hold til at gøre dette og halser kun efter Holland i flest scorede mål, skriver de med reference til hollændernes 29 mål - to flere end Danmark.
Highlights: Danmark er VM-klar efter kælent Mæhle-mål mod Østrig
I lande som Kina, Japan og Indonesien hæfter man sig mere ved, at Kina bankede Danmark i Uber Cup i Aarhus - VM for kvindelandshold i badminton, og lader nyhedsbureauet Reuters om at notere den danske VM-kvalifikation.
Brasilianske Globo jubler over Kasper Hjulmands grande fase, som man kalder de otte sejre i rap.
Yahoos australske afdeling kalder Østrig for en stædig modstander, der var rimeligt hård at knække for danskerne, men at Danmark med et stærkt hjemmepublikum i ryggen kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret på Joakim Mæhles flotte mål.
Og så lige et smut forbi vores nordiske venner:
Verdens Gang i Norge konstaterer: Danskene stanget og stanget (forsøgte og forsøgte) mot Østerrikes Daniel Bachmann, helt til vingback og duracellkanin Joakim Mæhle (24) tok turen opp i østerrikernes boks.
Den behøver vi vist ikke oversætte yderligere.
Svenske Aftonbladet kalder det danske landshold for en damptromle, der bare fortsætter og fortsætter i kvalifikationsturneringen.