Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Dansker stråler i topklub: I flot selskab med Ronaldo og Neymar

Jacob Bruun Larsen er brandvarm hos Bundesliga-topklubben Dortmund. Det hele startede med en kamp med feber

Jacob Bruun Larsen efter U21-træningen i Aalborg. Foto: René Schütze.
Jacob Bruun Larsen efter U21-træningen i Aalborg. Foto: René Schütze.

AALBORG (Ekstra Bladet): Måske var det på plads med et takkekort til Lucien Favre.

For det er Dortmund-trænerens skyld, at Danmark i aften kan råde over Europa varmeste fodboldkomet, når U21-landsholdet kan spille sig til EM.

Jacob Bruun Larsen havde feber i kroppen, da han eksploderede i en testkamp i starten af september – og han har været brandvarm siden.

Og det er ikke bare rød-hvid nationalpatriotisme, når Jacob Bruun Larsen udråbes til det varmeste talent i Europa lige nu. Det er videnskabeligt bevist.

Fodboldforskerne ved CIES i Schweiz placerer den unge danske som nummer ni på deres liste over formstærke spillere i de fem store ligaer i Europa.

Det er altså i selskab på top ti med Neymar, Cristiano Ronaldo og Edinson Cavani.

To mål og to oplæg i fire kampe i Bundesligaen, hvor Borussia Dortmund lige nu topper rækken.

Og debuten i Champions League bød på mål og oplæg mod AS Monaco. Et regulært vulkanudbrud af en talentforløsning på allerhøjeste niveau.

Jacob Bruun Larsen jubler efter sin Champions League-scoring. Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix.
Jacob Bruun Larsen jubler efter sin Champions League-scoring. Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix.

Og en kæmpe kontrast til forårets udlejning i VfB Stuttgart, der endte som en mindre katastrofe.

Ekstra Bladet mødte den danske komet i Aalborg forud for aftenens landskamp for at få en fornemmelse af, hvordan det hele pludselig er eksploderet siden starten af september.

Det naturlige sted at starte – 7. september.

Testkampen mod Osnabrück er umiddelbart mest interessant for den nytiltrådte cheftræner Lucien Favre, fordi det var debuten for Barca-spilleren Paco Alcácer.

- Det var en mærkelig dag. Jeg havde egentlig feber og havde været syg hele dagen, men det var vigtigt for mig at spille den kamp, for jeg havde lige været ude med en fodskade, fortæller Jacob Bruun Larsen.

- Det var egentlig ikke nogen speciel god kamp for mig på bolden, men jeg lykkes alligevel med at score fire mål. Det var jeg rigtig glad for, smiler han skævt og nævner så henkastet, at testkampene tidligere på sommeren også havde været gode – tre mål mod FC Zürich.

- Det var ikke der, det manifesterede sig. Det skete fra dag et i træningen, hvor jeg kunne mærke, at  der er gode muligheder her. Og efter at have spillet de træningskampe, så havde jeg bare en god fornemmelse. Jeg kunne godt lide den måde, vi trænede på og trænerteamet og det hele, smiler danskeren uden dog at alene at give cheftræner Lucien Favre den fulde ære for talent-forløsningen.

- Er det din fortjeneste – eller trænerens?

- Det er klart en kombination, siger Jacob Bruun Larsen, der i starten af året søgte til Stuttgart for at få spilletid, da Thomas Tuchel ikke så danskerens vej.

- Jeg vidste, der var en ny træner, og det giver altid nye muligheder. Dortmund ville aldrig sælge mig. Det har aldrig været et tema i Dortmund, at jeg skulle væk. Det var også derfor, at jeg kun skulle udlejes et halvt år. Det var mit eget ønske at komme til Stuttgart. Dortmund ville ikke slippe mig i starten. Jeg ville gerne, siger danskeren, der ikke fik det ønskede ud af lejemålet, da Stuttgarts træner blev fyret, netop som danskeren havde spillet sin første kamp.

- At jeg ikke fik chancen i Stuttgart, hænger meget sammen med trænerskiftet. Det var lidt ligegyldigt, hvordan jeg trænede, siger Jacob Bruun Larsen, der oplevede karrieren komme på skinner samtidig med, at han 19. september fyldte 20 år

- Vi spillede 18. september mod Brugge, hvor jeg var 19. mand. Vi kom hjem og trænede, så fløj jeg hjem til min familie. Det var vigtigt for mig at se min storesøster. Det var dejligt at få set familien, men jeg skulle træne dagen efter, så det blev et meget kort ophold, kommer det med et skuldertræk.

En uge efter livet som teenager var ovre, sprang Jacob Bruun Larsens karriere fra første til femte gear. Danskeren bragte Dortmund på sejrskurs hjemme mod Nürnberg, og tre dage senere var danskeren atter første BVB-spiller på måltavlen, da det fænomenale comeback mod Bayer Leverkusen blev indledt, og 0-2 blev vendt til 4-2 på 25 magiske minutter på BayArena.

- Det var en voldsom kamp. Det var første gang, jeg fik 90 minutter i Bundesligaen. Første gang i meget lang tid, at jeg får 90 minutter på det niveau. Det var mod et tophold. Det var en fed oplevelse, og det var også en stor dag for klubben, fordi vi vender 0-2 til 4-2 sejr. Det var fantastisk, smiler Jacob Bruun Larsen, der fortsatte stilen med opvisningen mod AS Monaco.

Midt i hele opturen er det nemt at glemme, hvordan tingene så ud 27. januar i Stuttgart. Jacob Bruun Larsen debuterede på sløj vis og var direkte involveret i Schalke 04’s første mål – det nederlag kostede Hannes Wolf trænerjobbet.

- Det er ikke, fordi jeg er blevet en ekstremt meget bedre fodboldspiller siden den dag. Jeg har selvfølgelig udviklet mig på nogle punkter og blevet bedre til nogle ting. Jeg er i bedre form, end jeg var dengang. Jeg har spillet i lang tid uden problemer af betydning. Men det er ikke fordi, at jeg lige er gået fra at være en rigtig fin spiller til at være en rigtig god spiller, kommer det beskedent.

Så når Jacob Bruun Larsen ikke selv vil slå sig på brystet, så må Ekstra Bladet gøre det.

Det er ganske enkelt europæisk topklasse, der går på græsset i Aalborg i aften. Jacob Bruun Larsen hæver sig op som den absolutte stjerne på et hold, hvor talenterne lige nu vokser sig fra lovende og uforudsigelige til deciderede profiler.

Joachim Andersen er stamspiller i Sampdoria. Phillip Billing håndterer Premier League-stjernerne konstant i Huddersfield. Og Mikkel Duelund har en måned efter sit skifte til Dynamo Kiev allerede kæmpet sig ind i storklubbens startopstilling. Så hurtigt som det går nu, så skal EM-billetten bare sikres mod Polen.

Jacob Bruun Larsen

Jacob Bruun Larsen

20 år

Født 19. september 1998

Landsholdet:

OL 2016: 4 kampe, 0 mål

U21: 11 kampe, 2 målU19: 12 kampe, 5 mål

U17: 12 kampe, 1 mål Nuværende klub: Borussia DortmundKontrakt til 30. juni 2021

Denne sæson:

Bundesliga: 4 kampe – 2 mål, 2 oplæg

Champions League: 1 kamp – 1 mål, 1 oplæg

Solgt fra Lyngby til Dortmund 29. januar 2015 for 1,5 millioner kroner

Se U21-landskampen mellem Danmark og Polen fredag kl. 18 på 6'eren.

Se også: Pione blev flået ud: - Har lært mig selv at fortrænge negative tilråb

Se også: Zanka er sikret for livet: Landsholds-stjernen afslører vild million-bonus

Foto: Privatfoto Sport og Spil 60-årige Dirk: Sådan forsørger jeg min familie med betting

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen