Danskere i London melder om høj landsholdsfeber

Der er rift om billetterne til EM-semifinalekampen mod England blandt danskere bosat i Storbritannien

Danskere i London melder om høj landsholdsfeber

Sådan så det ud i Danmark, da vi slog Tjekkiet 2-1

De britiske indrejserestriktioner gør det svært for danskere at rejse til London for at støtte fodboldlandsholdet i deres bestræbelser på at nå EM-finalen, når de onsdag spiller EM-semifinale mod England.

5000 billetter er allokeret danske fans, og ifølge Kasper Klemmensen, som er formand for Team Denmark FC, en forening drevet af danskere i London, bliver opbakningen til det danske landshold stor.

- Her i London har opbakningen været helt fantastisk, og det kommer den også til at være på onsdag, siger Kasper Klemmensen.

- Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser fra herboende danskere, der er interesseret i at få billetter til Wembley. Alle vil have billetter. Jeg er ikke tvivl om, at der bliver udsolgt.

I de seneste kampe, som Danmark har spillet, har der været arrangeret storskærmsarrangementer rundt omkring i London.

- Til kampen mod Tjekkiet var vi 100 danskere samlet ét sted. Og andre steder havde folk også afholdt arrangementer, hvor de så kampen i fællesskab.

Ifølge Udenrigsministeriet bor omkring 30.000 danskere i Storbritannien.

For dem betyder det ekstra meget at slå briterne, som de til daglig lever iblandt.

- Nu bor vi her, så det vil være så fedt at slå englænderne på deres egen hjembane, siger Kasper Klemmensen.

Flemming Kloster Poulsen, præst og daglig leder i Den Danske Kirke i London, melder også om stor interesse for billetter til kampen. Ifølge præsten har det ikke været helt tydeligt, hvordan man skulle få fat i billetter til kampen.

Søndag eftermiddag forklarer Ronnie Hansen, kommerciel direktør i DBU, dog i et tweet, hvordan det helt præcis skal gøres:

- Nu kan alle danskere i England og Skotland registrere sig på billet.dbu.dk - man verificerer sig som dansker ved at blive medlem af fanklubben. Herefter får man i løbet af i dag tilsendt link til køb vis Uefas hjemmeside. Vi glæder os til at se jer!