DBU afviser: - Det vil aldrig ske

DBU-direktør Jakob Jensen afviser, at danske landshold kunne finde på at rejse på træningstur til Qatar

DBU-boss: Svenskerne må selv stå på mål for Qatar-tur

Det har vakt opsigt i Skandinavien, at det svenske A-landshold til januar vil rejse til Qatar for at forberede sig på et eventuelt VM næste vinter.

For den ene uafhængige rapport efter den anden fastslår, at arbejdsforholdene for migrantarbejderne i landet er forrykte, og antallet af døde arbejdere fra Asien er tårnhøjt.

Vestlige lande står på nakken af hinanden for at fordømme og tage afstand, ja selv svenskerne bryster sig af at være modstandere. Det er landstræner Janne Andersson såmænd også. Men forholdene er så gode, at man bare ikke kan holde sig væk.

Det kan de danske landshold til gengæld.

Det understreger direktør i DBU, Jakob Jensen, overfor Ekstra Bladet.

- Du må tage den med mine svenske kollegaer, hvorfor de har valgt at gøre, som de gør, men jeg kan kun sige, at det vil aldrig ske fra vores side, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet..

De danske spillere vil aldrig blive sendt på træningslejr i Qatar, forsikrer DBU-direktør. Foto: Henning Hjorth
De danske spillere vil aldrig blive sendt på træningslejr i Qatar, forsikrer DBU-direktør. Foto: Henning Hjorth
 

Han tilføjer, at landsholdet nok skal repræsentere Danmark, hvis det lykkes at kvalificere sig til den omdiskuterede slutrunde. Men så heller ikke mere end det.

- Jeg står på mål for, at vi forsøger at samle allierede, der er kritiske over for den menneskerettighedssituation og migrantarbejder-situation, der er dernede, siger han.

Mage til hykleri
Danmark og Sverige har stået side om side i den forbindelse og har henvendt sig til FIFA i flere omgange i forsøget på at lægge pres på VM-værterne. En alliance, der kan synes lidt rådden i kanten, nu den ene part synes at tage let på kritikken.

- Vi tror på, at jo flere vi samles om at give både FIFA og Qatar budskaber desto bedre. Men igen, hvor svenskerne vælger at sende deres landshold hen, må de selv stå på mål for, siger DBU-direktøren.

Sveriges landstræner Janne Andersson. Foto: Claudio Bresciani/AFP/Ritzau Scanpix
Sveriges landstræner Janne Andersson. Foto: Claudio Bresciani/AFP/Ritzau Scanpix
 

Sveriges landstræner, Janne Andersson, sagde mandag til nyhedsbureauet NTB:

- Vi får spillet på gode stadioner, og jeg tror, det kan have været en fordel at have været der før VM. Havde mesterskabet ikke været der, var vi aldrig rejst dertil. Der er ingen tvivl om, at vi synes, det er forkasteligt, hvordan de behandler arbejderne.

Det giver Ekstra Bladets kommentator Jan Jensen ikke fem flade ører for.

- Mage til hykleri skal man godt nok lede længe efter. Ja, der dør nogen migrantarbejdere, men svenskerne spiller gerne på deres grave. For det kan give en fordel, når det bliver alvor ved VM, skriver han og kalder svenskernes tidligere kritik af Qatar for tom snak.

Du kan læse hans kommentar her: Svensk hykleri