DBU er i dialog med Christian Eriksen

DBU oplyser søndag formiddag, at man har været i kontakt med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til holdkammeraterne på landsholdet

Landsholdets læge forklarer, hvordan man håndterede situationen, da Christian Eriksen kollapsede under lørdagens kamp mod Finland.

Christian Eriksen er fortsat indlagt på Rigshospitalet, og hans tilstand er fortsat stabil.

Det oplyser DBU søndag formiddag på Twitter. Her fremgår det, at unionen har været i kontakt med landsholdsspilleren.

- Vi har her til formiddag været i dialog med Christian Eriksen, der har sendt en hilsen til sine holdkammerater. Hans tilstand er fortsat stabil, og han er fortsat indlagt for at få yderligere undersøgelser.

- Holdet og staben omkring landsholdet har fået krisehjælp og bruger dagen på at hjælpe hinanden efter gårsdagens hændelser, skriver DBU.

Den danske stjerne blev indlagt lørdag aften efter sit kollaps i Parken. Han faldt om kort før afslutningen på første halvleg og modtog lynhurtigt hjertebehandling.

Landsholdets læge, Morten Boesen, der spænede ind på banen for at tilse Eriksen, fortalte på et pressemøde efter kampen, at Inter-spilleren talte til ham inden afgang mod hospitalet.

Siden har det væltet ind med hilsner til landsholdsspilleren, og det er DBU's ønske at viderebringe dem.

- Vi takker for de mange rørende hilsner til Christian Eriksen fra fans, spillere og også fra Kongehuset, internationale forbund, klubber med flere.

- Vi opfordrer til, at hilsner sendes til DBU, hvor vi vil samle og overbringe til Christian og hans familie, lyder det fra DBU.

Du kan følge den seneste udvikling i Ekstra Bladets livedækning her.