DBU og spillere i krig: Kaos før landskampe

Forhandlingerne er brudt sammen, og kampene mod Slovakiet og Wales er i fare - Danmark kan blive udelukket af UEFA, siger DBU-formand

Simon Kjær og Kasper Schmeichel står langt fra hinanden på dette foto, men i forhold til DBU er sammenholdet blandt spillerne selvsagt tæt. Foto: Lars Poulsen
Simon Kjær og Kasper Schmeichel står langt fra hinanden på dette foto, men i forhold til DBU er sammenholdet blandt spillerne selvsagt tæt. Foto: Lars Poulsen

Rent kaos råder inden landsholdets to kampe mod Slovakiet og Wales i den nye Nations League turnering. DBU og Spillerforeningen nåede ikke til enighed om en aftale – hverken en midlertidig eller en permanent løsning – og dermed hænger såvel testlandskampen mod slovakkerne og point-opgøret mod Wales i en mere end tynd tråd.

Men det kan blive endnu værre! Ifølge DBU-formand kan Danmark blive udelukket af UEFA eller må som minimum æde en kolossal bøde, hvis kampene ikke spilles. Derfor er DBU parate til at tage af sted med et rent reservelandshold.

DBU har tilbudt en midlertidig aftale gældende for de to kampe. Den indebærer følgende:

Honorar: 6300 kr. for at være i truppen mod Slovakiet og op mod 20.000 for at være i truppen mod Wales. Bonus på 12.000 kr. for sejr i hver af de to kampe.

Forsikring: 1450 kr. per spiller om dagen, samme forhold som tidligere.

Forbedrede flyforhold, heriblandt privatfly for holdet.

Kok til både hjemme- og udekampe.

DBU har udsendt en pressemeddelelse, hvor formand Jesper Møller siger følgende:

'Derfor har DBU’s bestyrelse i dag enstemmigt bedt DBU’s ledelse om at sikre afvikling af de to forestående landskampe. Dette omfatter blandt andet at tilbyde spillerne, at de kan få samme forhold som tidligere – hvad angår honorar, bonus, forsikring samt kok og behandlere. Derudover vil de kommercielle aktiviteter blive sat i bero, da der ikke er en ny aftale for disse. Til gengæld forventer DBU, at spillerne møder ind til de to kampe, så dansk fodbold ikke bliver ramt af mulig udelukkelse og kæmpe bøder fra UEFA.'

Det er værd at huske, at det kvindelige fodboldlandshold for et år siden stod i en lignende situation, der førte til aflysningen af VM-kvalifikationsopgøret mod Sverige i Göteborg. Danmark blev efterfølgende taberdømt med 0-3.

Landsholdsspillerne samles mandag efter weekendens runder rundt om i Europa, og DBU har sat søndag kl. 18 som deadline for, hvornår landsholdsledelsen forlanger tilsagn fra spillerne. Hvis de nægter at stille op uden en aftale, der bl.a. handler om rettigheder i forbindelse med sponsorpleje på hhv. landshold og i forhold til private aftaler, er helvede løs.

Og formentlig begge den kommende uges landskampe i fare.

DBU har tilbudt spillerne en midlertidig aftale og oplyser, at unionen har tilbudt ekstra sportslige tiltag for fire-fem millioner kroner om året, men uden at få en aftale på plads.

Det kan koste yderligere denne gang, fordi DBU har en betinget straf hængende over nakken efter det tumultariske forløb for et år siden.

- Vi må konstatere, at parterne står langt fra hinanden, og at hele den danske model, hvor penge fra elite og landshold er med til at udvikle bredden, er truet, siger Jesper Møller.

- Herrelandsholdet er en vigtig del af fødekæden i dansk fodbold og er afgørende for, at vi kan investere i talentudvikling, pige/kvindefodbold og udviklingen af dansk fodbold bredt set. Det er et spørgsmål om fællesskab og solidaritet, som er bærende værdier i dansk fodbold, siger Jesper Møller til unionens hjemmeside.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Spillerforeningen.

Se også: Kvist blander sig i konflikt: - Stop med at være barnlige

Se også: DBU svarer igen i landsholdskonflikt: Spillerne bliver fejlinformeret

75 kommentarer
Vis kommentarer