DBU’s formand, Jesper Møller har en vision om at få EM for kvinder og samtidig være en del af VM-slutrunden for kvinder i 2027, men det kræver et stadion med en kapacitet på 50.000 tilskuere.
Og han ser Parken som det oplagte sted for en om- eller udbygning af kapaciteten.
Aktuelt findes der ikke et stadion med 50.000 pladser i Danmark, og det er spørgsmålet om der nogensinde kommer et fodboldstadion med så stor en kapacitet.
For lige nu er behovet ikke stort for sportsbegivenheder med den kapacitet. Foreløbig har landskampen mod Schweiz været eneste begivenhed i 2019, hvor der kunne være solgt flere billetter end de 37.000, der er plads til i Parken.
Ikke fokus på kapaciteten
En udvidelse af Parken står bestemt heller ikke øverst på dagsordenen hos Parkens bestyrelsesformand, Bo Rygaard.
- Vi har slet ikke haft fokus på kapaciteten i Parken, men til gengæld har det handlet om at gøre Parken til en del af et levende miljø i København.
- Vi kommer kun til at ombygge Parken, hvis det er økonomisk bæredygtigt. Det giver slet ikke mening for os at foretage så stor en stor investering, hvis det ikke er rentabelt. Samtidig skal der være et behov for et større stadion, siger Bo Rygaard til Ekstra Bladet.
Han uddyber:
- Men nu sætter vi os for at diskutere de visioner, som Jesper Møller har. Vi er klar til at høre på ønskerne, og vi glæder os over, at Jesper Møller har nævnt Parken i den her sammenhæng. Jeg er helt enig i, at det slet ikke giver nogen mening at bygge et nyt stadion, påpeger Bo Rygaard.
På mange måder ligner det et projekt op ad bakke for Jesper Møller, der sandsynligvis kommer til at begrave sine drømme om store slutrunder på dansk grund.
Landsholdet fortsætter i Parken
Onsdag stod det klart, at det danske landshold fortsætter med at spille de største landskampe i Parken. I perioden fra efteråret 2020 og frem til sommeren 2022 skal der spilles syv-otte landskampe i Parken. Resten kommer til at foregå på andre arenaer rundt i landet.
Det er resultatet af den udbudsrunde, som DBU har haft, hvor specielt Brøndby har været i skarp konkurrence med Parken.
- Vi er glade for, at landsholdet fortsætter i Parken, hvor de også hører hjemme. Jeg kunne ikke se for mig landsholdet spille de store kampe andre steder, påpeger Bo Rygaard.
Flot tilbud fra Brøndby
Det var den samlede pakke, der blev afgørende for, at DBU valgte Parken som landsholdets fremtidige hjemmebane.
- Brøndby kom med et flot tilbud. Men den samlede pakke fra Parken med de rammer, der er i forbindelse med landskampene, blev afgørende. Vi håber på mange flere landskampe med plus 30.000 tilskuere i Parken, siger Kenneth Reeh, der er konstitueret direktør i DBU.
Han håber i løbet af det kommende halve år at fremlægge en rapport for DBU’s bestyrelse i forhold til visionerne om at få et stadion med en kapacitet på 50.000.
I den proces, der er gået i gang, skal Kenneth Reeh og administrationen også se på muligheden for et nationalt træningscenter, hvor landsholdene kan træne forud for kampene.
- Vi har været i Holland for at se på deres model. Den er meget inspirerende. Vi kunne godt forestille os et træningsanlæg på Sjælland, hvor alle vores landshold kan træne forud for landskampene, siger Kenneth Reeh.
DBU's stor-stadion: Hvor skal pengene komme fra?
Brøndby og Parken slås om landsholdet