De unge forklarer: Derfor brager ungdommen igennem hos Hareide

Danmarks fodboldtalenter kan kvalificere sig til den anden slutrunde i træk i aften

Lasse Vigen Christensen kan i aften booke billet til sin anden U21 EM-slutrunde. Foto: Claus Bonnerup
Lasse Vigen Christensen kan i aften booke billet til sin anden U21 EM-slutrunde. Foto: Claus Bonnerup

AALBORG (Ekstra Bladet): Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Riza Durmisi, Viktor Fischer… og så lige Yussuf Poulsen.

Fire startere og så lige en indskifter, da Danmark tog hul på VM-kvalen mod Armenien.

Og fem spillere der faktisk burde befinde sig i Aalborg i aften.

For de fem spillere tilhører alle den nye gyldne generation af unge danske spillere, der bare brager igennem lydmuren og efterlader en indikation af, at dansk talentudvikling bevæger sig i den rigtige retning.

I aften kan generationen sætte en tyk streg under tendensen, når Rumænien gæster Aalborg Stadion.

For første gang i historien kan Danmark kvalificere sig til to slutrunder i træk for U21-landshold.

Selv uden de fem spillere, der er forfremmet til de voksnes landshold, er generationen stadig så driftsikker, at kvalifikationen til EM i Polen er gået uden gnidninger.

I aften betyder det, at Danmark kan kvalificere sig til slutrunden som en af de første nationer – lige nu er det faktisk kun værtsnationen Polen, der står som deltager.

Dansk fodbold står midt i et ’babyboom,’ hvor talenterne pibler frem. Mere end halvdelen af a-truppen mod Armenien var født i 1992 eller senere. Syv af dem startede.

- Fremtiden ser lys ud. Landsholdet består nu af rigtig mange spillere, der allerede har præsteret på U21-niveau og har nået en semifinale ved EM.

- Mange af spillerne spiller fast på store hold i store ligaer. Det er nok noget der har manglet i en årrække, at folk har spillet fast. Det viser bare at unge spillere i dag er klar til t tage det ansvar, der ligger i at spille for a-landsholdet, siger U21-kreatøren Lucas Andersen.

Hareide: Landsholdets hvalpe skal lære af fejl

- Det er vel det, der klassisk kaldes et generationsskifte, smiler U21-anfører Lasse Vigen Christensen, da Ekstra Bladet remser navnene op på alle de jævnaldrende i a-truppen.

- Det er lidt sjovt, at der er så mange af dem på landsholdet, jeg har spillet med… eller stadig kunne spille med, hvis de var med her, siger han.

- Det er tydeligt, at mange af dem, som vi spillede med sidste år og er med her, har et rigtig højt niveau. De har tidligt taget turen ud eller har fået mange kampe i Superligaen. Det vidner om, at mange spillere har taget sig godt til senior-fodbold og kan gøre det godt på allerhøjeste niveau i en ung alder. Det er imponerende, mener Fulham-spilleren, som selv rejste ud som 17-årig.

Flyvende Fischer: Et af mine stolte øjeblikke

- Det mange nok bliver ramt af, når de tager ud som meget unge, er, hvor konkurrencepræget det er. For spillere der kommer fra det land, som du rejser ud til, der står du bare i vejen. Du er en hindring på vejen mod, at de når deres mål.

- Men den slags kommer landsholdet til gode, fordi de spillere tager det konkurrenceprægede miljø med hjem og præger holdet med det, siger Lasse Vigen Christensen, der afgjorde League Cup-opgøret mod Premier League-klubben Middlesbrough med sin 2-1 scoring i den forlængede spilletid.

- Det sværeste ved at tage ud som ung er, at man pludselig er helt alene. Mange steder er det ikke så socialt anlagt som vi kender det i danske klubber, hvor man kender alle og man tager ud og laver alt muligt sammen, fortæller Lucas Andersen.

- Det fandtes også i Ajax, men det var ikke på samme måde. Folk var ikke kammerater på samme måde, og der var stor konkurrence. Alle havde et mål om, at herfra hedder målet en storklub. Der er ikke plads til venlighed.

- Derfra er man parat til at gøre alt for at det bliver én selv frem for alle mulige andre, der lykkes med det. Når det er sådan så kommer de dårlige dage til at virke rigtig tunge, fortæller offensiv-spilleren, der har sat mulighederne i Ajax på standby for at forsøge en omvej til toppen over Grashoppers.

 For faen, Fischer - fremragende!

- Det er svært at forklare for folk, hvor hårdt det er. For folk tænker bare: ’Ja, ja… hvor hårdt kan det være…’ Men det er bare skide hårdt, hvis man ikke spiller kampe og træningen bare ikke kører godt.

- Så kan du ikke bare ringe til din bedste kammerat og så kan man sidde og hygge og glemme det. For mange er det alene hjem… alenetid. Og det er selvfølgelig fedt nok at sidde og spille Playstation de første tre dage, men der er mere i livet end det. For mig var det derfor vigtigt, at jeg havde min kæreste med, så jeg havde andet at lave end at se serier eller spille Playstation, siger Lucas Andersen.

Vanvittigt: Her scorer målmand fra egen banehalvdel

- Gennem alle de hold jeg har været en del af gennem årene, der kan man godt snakke om vindermentalitet, men især spillerne imellem har der været en god balance mellem at være konkurrenter, men også at skabe et godt hold.

- Rent mentalt har der været en vilje til selv blandt de mere tekniske typer at gå ud på svære udebaner i Østeuropa, hvor banen ikke lige er perfekt, og tage arbejdshandskerne på og levere de resultater, der skal til, mener Lasse Vigen Christensen, der får støtte fra holdkammeraten Lucas Andersen.

- Det er stærkt at den her generation kan levere syv startere og 11 spillere til det seneste landshold, og så er der stadig så meget talent, at de spillere der overtager positionerne bare tager over helt naturligt og præsterer.

- Det siger også bare noget om det sammenhold der er. Det her er en gruppe, der har været sammen i mange år. Vi er mange der har kendt hinanden siden vi var 16-17 år. Og det er også en af nøglerne, at det sammenhold, der er uden for banen det tager vi også med ind på banen samtidig med at der er sindssyg stor spilleglæde. Når de to elementer bliver forenet, så præsterer vi som vi har gjort; mener Lasse Vigen Christensen.

FØLG DANMARK-RUMÆNIEN LIVE HER PÅ SITET FRA KL. 18.45

Tøffe svinger pisken: Vi triller bolden rundt

Det tjener U21-stjernerne

Ajax-profil vraget til EM