BRØNDBY (Ekstra Bladet): Thomas Delaney havde en fod med i det danske sejrsmål, da han spillede Pione Sisto fri til scoringen midtvejs i anden halvleg af torsdagens landskamp mod Panama.
Den tidligere FCK-profil leverede en solid indsats centralt, men det var under svære arbejdsbetingelser.
For der var ikke udbredt tilfredshed med baneforholdene på Brøndby Stadion. Den var ujævn og der var ikke mange græsstrå.
- Banen var dårlig. Den var meget svær at spille på. Det var lidt ligesom en lottokupon, du vidste ikke om bolden ville springe til højre eller venstre, siger Thomas Delaney efter Danmarks 1-0 sejr over Panama.
En sejr, der nu betyder, at Åge Hareides landshold er historisk. Holdet er ubesejrede 12 landskampe i træk.
Den stime mener Thomas Delaney er lidt selvforstærkende for spillerne og alle omkring landsholdstruppen.
- Vi har haft det op at vende, at det er første gang et landshold har spillet 12 kampe i træk uden at tabe. Det alene er en motivation i sig selv. Men vi ved jo godt, at der på et tidspunkt kommer et fransk hold, der måske vil stille os i en svær situation, siger Thomas Delaney og slår fast:
- Vi har en stærk tro på, vi kan vinde. Vi har det godt sammen, og vi kender hinandens roller på holder, påpeger han.
Thomas Delaney har svært ved at forstå, hvorfor der blev hylet af tidligere og nuværende FCK-spillere specielt fra Sydsiden på Brøndby Stadion.
-Vi har lært at leve med det, om det er i Horsens eller Brøndby. Men ærlig talt, så undrer det mig lidt, påpeger Thomas Delaney.