Delaneys afløser fundet: Hareide udtager mulig debutant

Midtbanespilleren Christian Nørgaard og målmanden David Jensen kan begge få debut mod Irland

Åge Hareide har udtaget Thomas Delaneys afløser. Foto: Lars Poulsen
Åge Hareide har udtaget Thomas Delaneys afløser. Foto: Lars Poulsen

Midtbanespilleren Christian Nørgaard og målmand David Jensen er nye på det danske fodboldlandshold, der møder Irland i Nations League på mandag i Aarhus.

Nørgaard, der er på kontrakt hos Fiorentina i den italienske Serie A, afløser en karantæneramt Thomas Delaney, oplyser landstræner Åge Hareide på et pressemøde lørdag.

- Christian Nørgaard har været med to gange tidligere i år, og han har godt af at komme ind, så han får repeteret, hvad vi arbejder med på landsholdet. Det er en spiller, som vi holder øje med fremadrettet.

- Der er også spillere som Robert Skov og Mathias Jensen, men det er lidt andre typer end Thomas Delaney, så vi har kigget efter folk, som har kunnet erstatte ham, siger Åge Hareide.

24-årige Christian Nørgaard har spillet et væld af kampe på forskellige ungdomslandshold, men venter fortsat på sin debut på A-landsholdet.

Efter nogle gode sæsoner i Brøndby skiftede han i sommer til Fiorentina, hvor han har haft svært ved at tilkæmpe sig spilletid på Stefano Piolis mandskab.

Christian Nørgaard bliver den eneste nye markspiller i truppen til kampen mod Irland, da Christian Eriksens krop har reageret positivt på at have spillet 90 minutter i fredagens 2-1-sejr over Wales.

- Christian Eriksen bliver i landsholdslejren. Det er kun Thomas Delaney, som rejser hjem, fordi han har karantæne, siger Åge Hareide.

Også Utrecht-målmand David Jensen kan få landsholdsdebut, hvis han bliver sendt på banen i Aarhus.

Landstræneren fortalte allerede efter kampen mod Wales sent fredag aften, at han havde indkaldt Jensen som erstatning for Kasper Schmeichel, der ligesom Delaney må afsone karantæne efter at have modtaget to gule kort.

Selv om Schmeichel ikke må spille, rejser han med truppen til Aarhus i stedet for at tage den ellers kortere tur fra Cardiff til Leicester.

- Det overrasker mig ikke, at han tager med. Han er optaget af at være på landsholdet, og jeg vil også gerne have ham til at være der. Selv om han ikke kan spille, er han en indpisker for holdet.

- Det siger alt om Schmeichels interesse for landsholdet, at han tager med til Aarhus. Det sender også et signal til alle de andre spillere, siger Åge Hareide.

Se også: Utilfreds Schmeichel ude: Hareide indkalder erstatning

Se også: Speciel sejr for Eriksen: - Det har jeg aldrig prøvet før

Se også: Udskældt angriber scorer igen: - Det vil altid nage

39 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere