- Den første kamp kommer for tidligt

- Den første kamp kommer for hurtigt, men vi tror, Robert Skov bliver klar til anden kamp, siger landstræner Kasper Hjulmand, der i første omgang vælger at beholde ham i truppen

Robert Skov får foreløbig lov at blive i landsholdslejren, fordi scanningen viste, at skaden i anklen ikke er så slem som frygtet. Men udvikler det sig negativt de kommende dage, kan Hjulmand skifte ham ud helt frem til fredag. Foto: Lars Poulsen.

Robert Skov får foreløbig lov at blive i landsholdslejren.

Han har fået scannet anklen, og resultatet er ikke udpræget negativt.

Der er i hvert fald en tro i landsholdslejren på, at han kan spille en rolle i løbet af EM-slutrunden.

- Scanningen var positiv. Vi tror dog, den første kamp mod Finland kommer for tidligt, men der skulle være en god chance for, han er klar til kampen mod Belgien, siger Kasper Hjulmand onsdag forud for træningen.

Udviklingen i omfanget af skaden de kommende dage bliver meget afgørende for, om landstræneren beholder eller vælger at udskifte Robert Skov.

Kasper Hjulmand skal senest fredag, inden turneringen starter, beslutte sig for, om Robert Skov skal skiftes ud, hvis hans situation betyder, han ikke kommer til at spille en sportslig rolle under slutrunden.

Fredag er nemlig sidste udkald på den front. Når turneringen er begyndt, kan ingen lande længere skifte ud blandt de 26 spillere.

Robert Skov deltager ikke i træningen sammen med holdkammeraterne, men scanningen viste, at ankelskaden ikke er så slem som frygtet. Foto: Lars Poulsen.
Robert Skov deltager ikke i træningen sammen med holdkammeraterne, men scanningen viste, at ankelskaden ikke er så slem som frygtet. Foto: Lars Poulsen.

- Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig de kommende dage. Det er klart, at hvis det viser sig, at Robert Skovs skade har et omfang af to uger, så er det en ny situation, som vi må forholde os til, pointerer Kasper Hjulmand.

Udover Robert Skov er meldingerne meget positive fra den danske landsholdslejr.

Christian Nørgaard deltager i fuldt omfang i onsdagens træning, mens Andreas Skov Olsen også er tilbage ved fuld styrke.

Det er således kun Robert Skov, der er tvivl om lige nu.