Sportsudøvende kvinder er vant til, at attributterne bliver spændt ind, når de skal præstere.
At herrelandsholdet i fodbold nu også ifører sig en bh-lignende top under træningen har dog intet at gøre hoppende legemsdele, men er et spørgsmål om at gøre spillerne endnu bedre med bolden.
Det forklarer pressechef i DBU, Jacob Wadland, da Ekstra Bladet ringer for at høre, hvorfor i alverden Christian Eriksen, Riza Durmisi & co. løber rundt i sports-bh til mænd forud for den kommende VM-slutrunde i Rusland.
- Der er tale om GPS-baseret måleudstyr, som har til formål at tracke, hvordan spillerne performer til træning. Formålet er at sikre, at spillerne træner så optimalt som muligt, og her giver udstyret mulighed for at justere helt ned på hver enkelt spiller, lyder det.
Data skal bruges taktisk
Med andre ord handler det om at nærstudere spillernes præstationer og måle, om de opnår det, de skal, under træningen.
Toppen, som også kan bæres uden på fodboldtrøjen, måler hjerterytme, forbrænding acceleration og tilbagelagte meter.
Udover på den måde at kunne holde øje med fodboldspillerne tager DBU nu skridtet videre i håb om at kunne bruge datamængderne taktisk. Derfor har man indgået et samarbejde med it-koncernen KMD:
- Sammen med KMD vil vi prøve at udlede noget mere taktisk, som kan gøre os mere effektive i forhold til vores evalueringer og i forhold til vores forberedelser på modstanderne ved VM, siger Mounir Akhiat, præstationsanalytiker for A-landsholdet ifølge en pressemeddelelse fra DBU.
- Data bliver brugt på mange planer i professionel fodbold i dag, men der er fortsat et stort potentiale at indfri. En øget brug af data skaber et udvidet og bedre fundament af information til trænerstabene, som de kan bruge til at træffe beslutninger ud fra, siger kommerciel direktør i DBU Jesper Lind Andersson.
Den indsamlede data skal hjælpe den fysiske træner med bedre at kunne skræddersy træningsprogrammer målrettet de enkelte spiller og minimere deres skader, ligesom dataen kan forbedre holdet som helhed.
Kun under træning
Mens en kvindelig reporter på Ekstra Bladet påpeger, at sådan noget fodboldtøj kan være en krads omgang for brystvorterne, bliver toppen dog ikke brugt, når kampene sparkes i gang.
- Udstyret må kun bruges under træning, oplyser Jacob Wadland til Ekstra Bladet.
Han tilføjer, at spillerne har taget fint mod lingeriet:
- Mange er vant til lignende fra deres klubber, så det er ikke et problem. Åge Hareide introducerede systemet, da han startede i DBU for over to år siden.
Før landsholdstrænerens tid benyttede man et system, der primært overvågede puls.
- Det nuværende system er væsentligt mere avanceret.