Det er muligt Danmark på papiret ikke har de bedste spillere ved EM, men Kasper Hjulmands tropper har foreløbig bevist, at det er et af EM-slutrundens bedste hold.
Danmark er blevet et hold, der har fået stor sympati, men også har skabt stor begejstring, fordi de både spiller underholdende, direkte og meget seværdig fodbold.
Men hvor langt rækker potentialet her ved EM, hvor de store favoritter som, Italien, Belgien og Spanien først kan blive modstanderen i finalen.
Kasper Hjulmand tøvede lidt, da han efter triumfen mod Wales fik spørgsmålet, om Danmark kan gå hele vejen til finalen.
- Nu tager vi lige en kamp ad gangen, som Kasper Hjulmand sagde det med et skævt smil.
Kasper Hjulmand har bevist, at de flotte resultater til EM ikke kun skabes af de 11, der spiller fra start.
Faktisk er det kun Mathias Zanka Jørgensen, Anders Christiansen og Robert Skov, der endnu ikke har fået spilletid af markspillerne.
Her er seks nedslagspunkter, der er de bedste argumenter for, at kvartfinalen langtfra behøver at blive endestationen for Hjulmands helte:
MODET
Kasper Hjulmand har allerede givet 16 spillere debut på under ét år. Mest markante debutanter har uden sammenligning været Andreas Skov Olsen, Mikkel Damsgaard og ikke mindst Joakim Mæhle.
Det er konstant modige valg, som Kasper Hjulmand foretager sig under EM.
Lad os starte med Belgien-kampen, hvor Mikkel Damsgaard var bomben, der eksploderede og imponerende. Lad og så fokusere på Wales-kampen, hvor Kasper Dolberg greb den chance, han fik på sin gamle hjemmebane. Ja, han kom med fordi Yussuf Poulsen var skadet. Men i den her branche handler det i høj grad om at slå til, når man får chancen.
Og lad os så ikke glemme, at landstræneren har haft modet til at bruge Joakim Mæhle til venstre. Han har foreløbig været én af de bedste i turneringen på den position.
FLEKSIBILITETEN
Det er aldrig til at vide om Danmark stiller med tre eller fire i bagkæden. Men uanset, hvad landstræneren vælger er udtrykket stærkt og solidt.
Den fleksibilitet gør det svært for modstanderen at læse, hvad Danmark vælger.
Tag nu bare Wales-kampen og se på en spiller som Andreas Christensen.
Wales havde for meget spil og kom for tæt på Kasper Schmeichels mål. Hjulmand reagerede prompte og smed AC op på midtbanen. Han nåede således at spille flere forskellige positioner under opgøret. Startede i bagkæden i tre mandsforsvaret, blev skubbet frem på midtbanen og røg tilbage i forsvaret mod slutningen, da Simon Kjær trak sig ud.
Et andet eksempel er Joakim Mæhle, der primært har optrådt i venstre forsvarsside. Da Jens Stryger Larsen blev skiftet ud mod Wales, røg han over i favoritpositionen til højre, hvorfra han også scorede.
SAMMENHOLDET
Hvis du spørger alle landsholdsspillere gennem de seneste mange år, vil de svare, at sammenholdet altid har været stærkt blandt spillerne.
Men ingen har tidligere oplevet, hvad EM-truppen har gennemlevet de seneste tre uger. Hele det mentale følelsesregister har stået sin prøve. Spillerne har bevist, hvad harmoni, sammenhold og fællesskab betyder, når uvisheden hersker.
Det er en kæmpe bedrift at leve under et krav om at toppræstere, samtidig med, at man mentalt og følelsesmæssigt er påvirket af de oplevelser, man har været vidner til.
VILDSKABEN
Der er ild i øjnene hos spillerne, når de går på banen.
Se bare på tre vindertyper som Simon Kjær, Pierre Emile Højbjerg og ikke at forglemme Joakim Mæhle.
Artiklen fortsætter under billederne...
Det er i sandhed dem, der har været med til at sætte dagsordenen på den enorme vildskab, der har præget de danske spillere på grønsværen. Et engagement og en tro på egne evner, der fuldstændig stikker ud.
BREDDEN
Det er ikke kun de 11, der spiller fra start, der afgør kampene for Danmark. Kasper Hjulmand har bevist, hvor vigtigt det er med en stor, bred trup med mange forskellige kompetencer. Og så er Hjulmand frem for alt en træner, der ikke er bange for at vise tillid til dem, han har siddende på bænken.
Andreas Cornelius er kommet ind i flere kampe og har spillet en stor rolle, det samme har været tilfældet med Christian Nørgaard og Mathias Jensen.
TRÆNEREN
Kasper Hjulmand har fået sit store, internationale gennembrud under EM. Ikke kun som træneren, der har styr på de taktiske formationer og er omstillingsparat til at ændre, hvis modstanderen har for meget spil. Som han gjorde efter et kvarter mod Wales.
Han er i sandhed også trådt i karakter som kommunikatoren, der optræder saglig, ærligt og siger tingene lige ud af posen. Det har været befriende, at han har sagt, hvad han mener om UEFA’s beslutning om at tvinge Danmark i kamp mod Finland efter Christian Eriksens kollaps.
Kasper Hjulmand er på en række områder den bedste landstræner, Danmark har haft i mange, mange år.