Det lykkedes! Danmark i drømmeland

Danmarks funklende stjerne Jacob Bruun Larsen åbnede festen, da U21-landsholdet sikrede EM-billetterne med en sejr over Færøerne

De danske spillere tiljubler Jacob-Bruun Larsen efter hans scoring til 1-0. Foto: Ritzau Scanpix
De danske spillere tiljubler Jacob-Bruun Larsen efter hans scoring til 1-0. Foto: Ritzau Scanpix

AALBORG (Ekstra Bladet): Landstræner Niels Frederiksens plan virkede, og de danske U21-drenge er klar til EM-slutrunden i Italien og San Marino til juni!

Efter det ene point hjemme mod Polen i fredags kunne danskerne selv afgøre sagerne tirsdag aften med en sejr over Færøerne. 

På trods af en hostende og harkende 1. halvleg, hvor nervøsiteten skinnede tydeligt igennem, var der ingen tvivl om, at danskerne ville kuppe EM-billetterne, da først Dortmund-kometen, Jacob Bruun Larsen, fik prikket hul på bylden kort inden pausen.

Sejren på 3-0 var måske en pind for smal, men slutfacit er det samme: Det danske U21-mandskab er klar til den tredje EM-slutrunde i rap og den fjerde i alt!

Der er vel at mærke kun 12 hold med, så det er virkelig cremen af ungdomsfodbold, der indfinder sig til den turnering.

Danmark åbnede kampen med det forventede overtag, og allerede efter to minutter var Robert Skov centimeter fra at skyde EM-slutrunden tættere på med hælen fra kort afstand. Men FCK’erens fikse forsøg sneg sig forbi stolpen.

Som minutterne fløj af sted blev det danske spil mere og mere forkrampet. Det gik ganske enkelt for langsomt langs græsset, og pasningsspillet var fejlbehæftet og fyldt med misforståelser.

Mikkel Duelund og Jacob Bruun Larsen havde et par fine gennembrud og dertilhørende afslutninger, men farligt blev det sjældent.

Niels Frederiksen havde lugtet faren ved en målløs første halvleg, og chefen var ivrigt gestikulerende på sidelinjen, hvor han gentagne gange skreg på ‘mere tempo, mere tempo!’

Det fik han mod første akts afslutning, hvor U21-holdet nærmest bombarderede det færøske ditto. Forløsningen kom i tillægstiden, da et skidt slået hjørnespark blev sendt mod mål af en færøsk forsvarsspiller. 

Her måtte Jóannes Danielsen træde til på stregen for at forhindre en dansk føring, men clearingen røg lige ud midt i feltet til Jacob Bruun Larsen. Sådan en chance skal man ikke give til en mand, der i september kom på månedens hold i Bundesligaen. 

Med et tryllespark kom EM-slutrunden i Italien/San Marino helt tæt på.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

 

Apropos gode afslutningsevner, så sikrede Mikkel Duelund endegyldigt EM-billetterne til Danmark kort inde i anden halvleg, da Dynamo Kiev-spilleren vendte på sin direkte modstander og førte bolden frem omgivet af færinge. 

Det bekymrede ikke Duelund, der knastørt sparkede 2-0-målet ind fra distancen. 

Færøerne havde intet at byde ind med i Aalborg, bortset fra en fantastisk festlig forsamling på 30-35 tilskuere, og derfor gik resten af anden halvleg med at jagte noget, der mindede om en storsejr.

Sådan skulle det ikke helt gå, men den indskiftede AaB’er Magnus Christensen fik lov til til at lægge et kirsebær på toppen af isdesserten med sin scoring til 3-0 lige inden lukketid. Og så kunne champagnen ellers flyde i Jomfru Ane Gade.

Se også: Tidligere Brøndby-træner scorer stort job


Se også: Mourinho får sag på halsen

1 af 6 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
2 af 6 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
3 af 6 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
4 af 6 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
5 af 6 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
6 af 6 De danske spillere tiljubler Jacob-Bruun Larsen efter hans scoring til 1-0. Foto: Ritzau Scanpix
58 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere