Drak morgenbajere: - Selvfølgelig var det uprofessionelt

Peter Schmeichel fyrer op for forrygende anekdoter i et interview med schweiziske Blick forud for Danmarks gyser mod alpelandet i EM-kvalifikationen

Peter Schmeichels karriere talte en perlerække af store triumfer - mindst én af dem blev efterfulgt af en legendarisk bytur. Foto: Cecilie Smetana/POLFOTO
Peter Schmeichels karriere talte en perlerække af store triumfer - mindst én af dem blev efterfulgt af en legendarisk bytur. Foto: Cecilie Smetana/POLFOTO

Selv om han indstillede sin karriere i rødt og hvidt tilbage i 2001, er Peter Schmeichel stadig et navn, de hiver op i udlandet, når Danmark er modstander i en landskamp.

I hvert fald i Schweiz, hvor den danske legende er blevet interviewet af Blick forud for lørdagens brag mellem de to nationer i EM-kvalifikationen.

De lange udkast hører fortiden til, men Schmeichel kan fortsat kaste om sig med anekdoter. Og det gør han i forrygende stil over for det schweiziske medie, hvor fortidens eskapader hyldes.

For det var på mange måder sjovere at være professionel fodboldspiller, dengang veteranen selv brød frem på den internationale scene.

Her var stjernerne ikke i lige så høj grad i risikozonen, når livet gik sin gang både på og uden for banen.

I 1991 gik det rigtig godt for Schmeichel begge steder ...

Sammen med Brøndby havde han sendt Torpedo Moskva ud af kvartfinalen i UEFA Cuppen.  Den daværende keeper-komet blev sågar en af heltene i straffesparkskonkurrencen, hvor han pillede et forsøg.

Det hele blev fejret i København, fortæller Schmeichel til Blick.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En ung Peter Schmeichel i Brøndby-trøjen. Arkivfoto: Lars Poulsen
En ung Peter Schmeichel i Brøndby-trøjen. Arkivfoto: Lars Poulsen
 

Hyldet på gaden
Brøndby skulle ikke spille kamp de følgende dage, så spillerne festede til klokken 10 om morgenen. Her gik målmanden og Kim Christofte, der scorede på det afgørende spark fra pletten, direkte efter morgenmad på gaden.

- Vi så tabloidavisernes forsider ude foran kiosken. På den ene var han, og på den anden var jeg. Vi gik derind, købte alle de aviser, de havde og en ekstra øl til hver, siger Schmeichel til Blick.

- Vi sad og drak dem ude foran kiosken. Professionelle fodboldspillere! Klokken 10 om morgenen. Folkene omkring hyldede og råbte af os. Der blev skreget fra vinduerne, og vi blev fejret. Men der blev ikke optaget noget video eller taget nogen billeder. Ingenting.

- I dag ville alle have filmet. Det ville blive lagt ud på de sociale medier, og man ville sige: 'Se, hvor uprofessionelt!'. Selvfølgelig var det uprofessionelt, men vi fejrede sejren. I dag var man blevet korsfæstet, siger Schmeichel.

Samme legendariske fejring bliver næppe tilfældet, hvis sønnen Kasper og resten af det danske landshold får ram på Schweiz. Men aviserne rammer de nok uanset hvad...

Danmark møder Schweiz lørdag klokken 18, og du kan følge kampen direkte her på ekstrabladet.dk.

Se også: Tager kæmpe skridt: - Jeg vil aldrig glemme denne dag

Se også: Nu taler Dolberg om bizart tyveri: - Absurd

Sport og Spil Superligaen Indefra: Afvist af træner-favoritten

Danske stjerner jubler i Parken efter en scoring i VM-kampen mod Armenien i september 2016. Et syn, vi har kendt i årtier, men nu kan nationalarenaen få ny adresse. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Brøndby og Parken slås om landsholdet

43 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere