NAGOYA (Ekstra Bladet): Danmark tabte semifinalen i Kirin Cup mod Bosnien efter straffesparks afgørelse og må nu nøjes med at spille om tredjepladsen på tirsdag i Osaka mod enten Japan eller Bulgarien.
Bosnien vandt 6-5 efter at have scoret på fire af fem straffespark. Efter en 2-0 føring ved pausen satte danskerne det hele over styr de sidste 45 minutter, hvor Bosnien fik udlignet og sikrede en afgørelse på straffespark.
Her var de danske skytter ikke særligt skarpe foran målet. Jannik Vestergaard og Andreas Christensen brændte, mens kun Morten Duncan Rasmussen, Lasse Schöne og Christian Eriksen formåede at score.
Da kun Bosnien brændte ét spark – det første, som Kasper Schmeichel reddede - formåede Danmark ikke at få en succesoplevelse.
Fik en mand smidt ud
Det lignede en klar dansk sejr efter de første 45 minutter, hvor Danmark dominerede og var klart spilstyrende. Men det hele blev sat over styr efter pausen, hvor Åge Hareides mandskab smed en 2-0 føring over styr.
Anfører Simon Kjær og unge Viktor Fischer var de danske målscorere før pausen, mens Bosnien kom tilbage og udlignede til 2-2 oven på en svag dansk indsats i de sidste 45 minutter.
14.001 tilskuere på det mægtige og imponerende Toyota Stadium fik set en kamp, der bar præg af, at der ikke stod point på spil. Tempoet var ikke højt og nærkampene ganske udramatiske.
Det var skidt, at det danske landshold ikke evnede at holde 2-0 føringen, fordi Bosnien efter reduceringen til 1-2 blev reduceret til ti mand. Ognjen Vranjes fik sit andet gule kort efter et groft frispark mod Christian Eriksen.
Milan Duric var dobbelt målscorer for Bosnien. Det første efter en situation hvor Simon Kjær ikke nåede op til ham i feltet. Det andet efter Henrik Dalsgaard svigtede i højre side, mens Jannik Vestergaard ikke fik blokeret afslutningen fra Milan Duric tæt under mål.
Dominerende før pausen
Åge Hareide var tvunget til en ændring kort før kampstart, fordi Lasse Vibe blev skadet under opvarmningen. Det gav plads til Viktor Fischer som angrebsmakker til Morten Duncan Rasmussen.
Eriksen: Respekten for Agger er enorm
Åh nej, Jon Dahl er vores farligste mand
Den kommende Middlesbrough-spiller greb chancen, scorede målet til 2-0 og leverede en ganske fornuftig arbejdsindsats i den time, han fik på banen.
Danmark var dominerende før pausen overfor en modstander, der teknisk haltede voldsomt efter – før pausen..
Morten Duncan Rasmussen fik en stor chance i åbningsfasen af kampen. Et indlæg fra en stærkt spillende Riza Durmisi headede han lige over det bosniske mål.
Siden forsøgte Thomas Delaney sig med et langskud, som den usikre bosniske keeper, Ibrahim Sehic, ikke kunne holde.
Simon Kjær, der var anfører fra start for første gang, bragte Danmark på vinderkurs midtvejs i halvlegen.
Christian Eriksen og Riza Durmisi tog et kort hjørnespark. Eriksen spillede til Durmisi, der spillede igen til Tottenham-spilleren. Han trak ind i feltet og afsluttede. Den flade afslutning kunne Ibrahim Sehic ikke holde og tæt inde foran mål scorede Simon Kjær enkelt med venstrebenet.
Kasper Schmeichel beviste, hvorfor han har været en af Premier Leagues bedste keepere kort efter. Milan Duric fik en chance inde i det danske straffesparksfelt, men Kasper Schmeichel afværgede med en fodparade.
Siden øgede Viktor Fischer til 2-0 kort før pausen efter en situation, hvor Christian Eriksen igen havde en fod med i forarbejdet.
Eriksen spillede Durmisi fri i venstre side, den kommende Betis-spiller slog bolden i feltet, hvor Bosnien ikke fik clearet den. En løs bold havnede hos Viktor Fischer, der scorede fra straffesparkspletten.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.