Du bør skifte fem mand, Hareide!

Analyse: Ekstra Bladet mener, at det er på sin plads at give FCK-højresiden - Peter Ankersen og Robert Skov - chancen - ligesom Yussuf Poulsen skal forsøges som den dybe angriber

Pierre Emile Højbjerg bør spille fra start mod Georgien. Midtbanespilleren har vist blændende form på det seneste. Foto: Lars Poulsen
Pierre Emile Højbjerg bør spille fra start mod Georgien. Midtbanespilleren har vist blændende form på det seneste. Foto: Lars Poulsen

Landstræner Åge Hareide er altid meget konservativ i tilgangen til sin udtagelse af de 11 udvalgte, der starter på banen for Danmark.

Der kommer udskiftninger. Det varslede nordmanden på søndagens pressemøde. Men det bliver formentlig kun én måske to til mandagens kamp mod Georgien i forhold til det hold, der spillede mod Irland. Men mere skal man nok ikke forvente.

Pierre Emile Højbjerg presser sig mest på, mens Kasper Dolberg også banker på. Det ligner den løsning, som Hareide vælger.

I FCK har samarbejdet mellem Robert Skov og Peter Ankersen været fantastisk i den netop overståede sæson. De to bør få chancen fra start mandag mod Georgien. Foto: Jens Dresling Polfoto
I FCK har samarbejdet mellem Robert Skov og Peter Ankersen været fantastisk i den netop overståede sæson. De to bør få chancen fra start mandag mod Georgien. Foto: Jens Dresling Polfoto
 

Ankersen og Skov det perfekte par
Ekstra Bladet er af den opfattelse, at Åge Hareide bør skifte fem mand i sin startopstilling:

Ud med Henrik Dalsgaard, Andreas Christensen, Lasse Schøne, Nicolai Jørgensen og Martin Braithwaite.

Ind med Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen, Pierre Emile Højbjerg, Robert Skov og Kasper Dolberg.

Det vil være oplagt at se den dynamiske FCK-duo – Ankersen og Skov – på højrekanten overfor en middelmådig modstander. Et makkerpar, der kender hinanden og har fungeret så blændende i denne sæson.

Åge Hareide var nervøs for at smide Robert Skov ind mod Irland, fordi han savner international rutine. Men den internationale erfaring kommer jo ikke, hvis landstræneren fortsætter med at lade ham sidde på bænken. Han skal starte et sted. Og det kan passende blive mod Georgien.

Man kan altid diskutere fornuften i at spille med Mathias Zanka Jørgensen, når han ikke har fået kamptræning i to en halv måned. Men kvaliteten hos modstanderen gør, at Danmark vil være mest i boldbesiddelse. Og her er Zanka vigtig til at føre bolden fremad banen. Han træder på den front mere i karakter end Andreas Christensen.

Det er også indiskutabelt, at Pierre Emile Højbjerg skal belønnes med en startplads efter tre fornemme indhop i 2019. Han kom ind og scorede mod Kosovo og Irland. Samtidig leverede han et stærkt indhop mod Schweiz, hvor han var en del af succesen, da Danmark vendte 0-3 til 3-3.

Den vildskab og fandenivoldskhed, han besidder, har landsholdet i høj grad brug for. Højbjergs startplads kan slet ikke diskuteres.

Yussuf Poulsen bør prøves som den centrale angriber mod Georgien. Foto: Jens Dresling Polfoto.
Yussuf Poulsen bør prøves som den centrale angriber mod Georgien. Foto: Jens Dresling Polfoto.
 

Poulsen på toppen
Alle kan se, at Nicolai Jørgensen er ramt på selvtilliden. Han er ikke dér, hvor han var for to år siden, da han var topscorer i Æresdivisionen. Derfor skal han have en pause.

Det er værd at forsøge med Yussuf Poulsen som spidsangriber. Han har haft en forrygende sæson i Leipzig, scoret 15 mål i Bundesligaen og 19 totalt.

Han har fysikken, kan spille med ryggen til målet og har haft skarpheden på klubholdet. Nu er det på tide, han får chancen for at bevise det som Danmarks nummer ni.

I Leipzig har Poulsen haft en stor, stærk makker – Timo Werner. Det får han ikke i samme udstrækning i landsholdsregi, men Kasper Dolberg er sådan en type, der bevæger sig meget. Og det kunne sagtens ske med udgangspunkt til venstre, hvor han kan trække ind i banen og støtte Yussuf Poulsen.

Danmark skal vinde. Og det gør de også. Men det er nødvendigt, at det sker overbevisende, så troen på EM bliver bevaret.

Sådan bør Danmark starte

Sandsynlig opstilling:

 

K. Schmeichel

 

H. Dalsgaard S. Kjær A. Christensen J.S Larsen

 

                  P.E. Højbjerg T. Delaney

 

Y.Poulsen  C. Eriksen M. Braithwaite

                     N. Jørgensen

 

 

Sådan mener Ekstra Bladet Danmark bør starte:

 

             K. Schmeichel

P. Ankersen S. Kjær M.Zanka J. S. Larsen

 

            P.E. Højbjerg T. Delaney

 

R. Skov  C. Eriksen  K. Dolberg

                  Y. Poulsen

Se også: Efter fuseren: Nu er der pres på

Danmark er i knæ i EM-kvalifikationen. Foto: Lars Poulsen Allan Olsen - 7. jun. 2019 - kl. 23:41 Revser Danmark efter ny nedtur: I svigter fansene!

82 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere