Durmisi har grebet chancen: Kan ikke bruge det til noget

Brøndby-backen Riza Durmisi var igen mod Armenien Danmarks bedste, men var frustreret over endnu et skidt resultat

Riza Durmisi spillede igen en flot landskamp - man han kan ikke bruge det til så meget, når resultaterne ikke følger med. (Foto: Lars Poulsen)
Riza Durmisi spillede igen en flot landskamp - man han kan ikke bruge det til så meget, når resultaterne ikke følger med. (Foto: Lars Poulsen)

JEREVAN (Ekstra Bladet): Det er vel egentlig lidt ironisk.

Spilleren, som blev udtaget til landsholdstruppen som tredje-reserve på venstre back, sluttede med at blive Danmarks bedste spiller i de to kampe mod Albanien og Armenien.

Brøndby-backen Riza Durmisi havde før de to kampe blot fået minutter i en venskabskamp mod Montenegro i landsholdstrøjen, men igen mod Armenien var han holdets redningsmand flere gange, når det brændte på.

Derudover viste han fight og vilje, som ikke mange af landsholdskammeraterne kunne prale af. Landstræner Morten Olsen roste også Durmisi, som i hvert fald bejler til genvalg mod Portugal om en måned, selv om Nicolai Boilesen eller Simon Poulsen skulle blive skadesfri.

Landsholdet dumpede i Armenien: EM er langt væk

På det personlige plan var der meget at glæde sig over for Brøndby-profilen, men han var alt andet end tilfreds med endnu en nulløsning.

- Det var elendigt, de vi leverede. Jeg har ikke noget imod at kalde det for katastrofalt. Vi burde være et langt bedre hold, og vi burde have spillet markant bedre. Så det er slet ikke godt nok, lød det fra Durmisi.

Ærlig Olsen: Det værste i min tid

Han var glad for landstrænerens ros, men havde svært ved at finde smilet frem alligevel.

- Lige nu kan jeg ikke bruge det til noget. Selvfølgelig er jeg glad for, at Morten har talt positivt om mig. Men resultatet fylder lige nu meget mere for mig. Det er en rigtig ærgerlig følelse, jeg står med lige nu, fordi der var så lidt, der fungerede for os mod Armenien, sagde Durmisi.

Bendtner: Det her var ikke godt nok

Han var dog skarp nok, da han blev spurgt, om han forventede genvalg til pladsen mod Portugal i den sidste gruppekamp.

- Det gør jeg da. Jeg elsker at spille for mit land. Jeg er ambitiøs, og jeg vil gerne spille. Så jeg håber og satser på, at jeg også er med næste gang. Men det er først og fremmest mine præstationer i Brøndby den kommende tid, der skal sikre mig, at jeg igen bliver udtaget til landsholdet, forklarede Durmisi.