Durmisi i klubkrise: Vraget og klemt i VM-kampen

- Jeg er slået af klubholdet og skal nu bevise for landstræneren, jeg er den rette til pladsen som venstre back, siger Riza Durmisi, der ser frem til den skærpede konkurrence på venstre back-positionen

Riza Durmisi er under pres. Det bliver ham, Jonas Knudsen eller Nicolai Boilesen, der får en VM-billet til Rusland. Foto: Lars Poulsen.
Riza Durmisi er under pres. Det bliver ham, Jonas Knudsen eller Nicolai Boilesen, der får en VM-billet til Rusland. Foto: Lars Poulsen.

En tur gennem svingdøren kan på mange måder sammenlignes med at indløse billet til Åge Hareides VM-trup.

Riza Durmisi er klemt og presset, men han slap gennem svingdøren uden skrammer. Nu skal han gennem Hareides nåleøje, hvis han skal med på rejsen til Rusland.

Men landstræneren er endnu ikke overbevist om, at den 24-årige Betis-reserve er løsningen på pladsen i venstre forsvarsside.

Den position er lige nu ét af få spørgsmålstegn. For der er ikke mange pladser i spil til Åge Hareides 23 mands trup til VM-slutrunden.

Landstræneren har allerede mange af pladserne fyldt op med den stamme, han har bygget holdet op omkring siden sin tiltrædelse for to år siden.

Men én af de åbne pladser er i venstre forsvarsside. Jens Stryger Larsen er godt nok det klare førstevalg lige nu. Han er sikker på VM-billetten.

Men hvem skal med som alternativet til pladsen: Det får landstræneren et godt fingerpeg om den kommende uge med kampene mod Panama og Chile, hvor tre mand slås om én plads.

Alle tre får spilletid
Riza Durmisi, Jonas Knudsen og Nicolai Boilesen er i konkurrence om én plads i sommerens VM-trup.

Det er indlysende, at Åge Hareide er kommet i tvivl. Det er han, fordi han ikke har været helt tilfreds med den måde, Riza Durmisi forsvarer i en fire back kæde. Læg dertil, at Durmisi samtidig har mistet sin plads på Betis-mandskabet og derfor er røget på bænken.

- Det er planen, at både Jonas Knudsen, Nicolai Boilesen og Riza Durmisi får spilletid i de to kampe mod Panama og Chile. Jeg vil gerne give dem minimum 30 minutter hver, så vi får et billede af, hvordan de optræder taktisk, teknisk og samtidig se, hvordan de forsvarer og løser de offensive opgaver, forklarer Åge Hareide, der slår fast, at førstevalget i venstre forsvarsside Jens Stryger Larsen også skal have spilletid i højre forsvarsside i løbet af de to kampe.

Riza Durmisi har været med hele vejen i kvalifikationen, men han er langtfra sikker på en plads i VM-truppen, fordi han er røget af klubholdet i Betis og samtidig er landstræneren ikke sikker på, han er dygtig nok til at forsvare i en fireback kæde. Foto: Lars Poulsen
Riza Durmisi har været med hele vejen i kvalifikationen, men han er langtfra sikker på en plads i VM-truppen, fordi han er røget af klubholdet i Betis og samtidig er landstræneren ikke sikker på, han er dygtig nok til at forsvare i en fireback kæde. Foto: Lars Poulsen
 

En hård tid for mig
Riza Durmisi har været med hele vejen på rejsen mod Rusland, men nu kan han snuble kort før ’målstregen’, VM-udtagelsen.

- Jeg er slået af holdet, så det er en hård tid for mig, fordi jeg ikke spiller særlig meget. Det kan der være mange årsager til, som jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på, forklarer Riza Durmisi og siger:

- Landstræneren ved, hvad jeg kan. Jeg skal ikke spille som Messi eller Ronaldo, hvad jeg heller ikke kan. Jeg skal gøre, som jeg plejer og vil ikke ændre min spillestil. Jeg vil altid være en offensiv fremadrettet spiller, forklarer han.

Riza Durmisi erkender, at den nuværende situation i Betis slet ikke er holdbar på sigt. Han er røget ud i kulden og kæmper nu for en plads i VM-truppen. Foto: Lars Poulsen, cvr nr: 39337169.
Riza Durmisi erkender, at den nuværende situation i Betis slet ikke er holdbar på sigt. Han er røget ud i kulden og kæmper nu for en plads i VM-truppen. Foto: Lars Poulsen, cvr nr: 39337169.
 

Landstræneren vil gerne se den tidligere Brøndby-spiller forsvare bedre, end vi har set tidligere, hvis han skal have VM-billetten.

- Jeg er blevet en stærkere forsvarsspiller i Spanien. Det bliver du automatisk, når modstanderne er Messi og Ronaldo. Åge ved, jeg har bygget på rent forsvarsmæssigt. VM betyder alt for mig, hvis jeg får den oplevelse, påpeger Durmisi, der understreger, han respekterer den skærpede konkurrence i landsholdsregi.

Kommer fra baghjul
I Ipswich har Jonas Knudsen udviklet sig til en fysisk stærk back, der ikke er skræmt over de barske nærkampe i den benhårde Championship.

- Jeg er en anden type end Riza Durmisi og Nicolai Boilesen. Jeg er den mere fysisk stærke og solide venstre back, som er rigtig god i defensiven. Riza Durmisi er nok bedre end mig i det offensive spil, så det er op til Åge Hareide at vælge.

- Jeg bidrager med noget andet, end hvad de andre kommer med. Jeg håber derfor, at jeg har en god chance. Jeg må gå ind og vise på træningsbanen, jeg har stor selvtillid, siger Jonas Knudsen.

Nicolai Boilesen har ikke været en del af landsholdet i tre år. En testkamp mod Frankrig i marts 2015 var den seneste oplevelse for ham i landsholdsregi. Nu er han tilbage. Med selvtillid og styrke efter fem sejre i træk med FC København, hvor han har leveret solide præstationer.

- Jeg bekymrer mig ikke om konkurrencen. Det skal der være på et landshold. Jeg føler, jeg har meget at byde ind med og fokuserer mere på, hvad jeg kan bidrage med frem for mine konkurrenter, fastslår Nicolai Boilesen.

Nicolai Boilesen er for første gang i tre år tilbage i landsholdsvarmen. Han slås mod Jonas Knudsen og Riza Durmisi om en af billetterne til VM i Rusland. Foto: Lars Poulsen
Nicolai Boilesen er for første gang i tre år tilbage i landsholdsvarmen. Han slås mod Jonas Knudsen og Riza Durmisi om en af billetterne til VM i Rusland. Foto: Lars Poulsen
 

De slås om én plads

Jens Stryger Larsen er lige nu det sikre førstevalg i Åge Hareides VM-trup. Han står forrest, når der skal findes en mand til startpositionen som venstre back. Men tre mand kæmper lige nu om at komme ind i VM-varmen:

Jonas Knudsen

Den 25-årige tidligere Esbjerg-profil har etableret sig og er stamspiller på Ipswich, der er midterhold i Championship. Han var således senest på banen, da Ipswich tabte til Bristol City i lørdags. Han blev hidkaldt til landsholdet til play-off kampene i november, da Henrik Dalsgaard blev skadet. Han står noteret for blot to landskampe. Den seneste tilbage i 2014 mod Tyrkiet.

Styrke: Han er hurtig og meget driftsikker. Han er tryg ved og har vænnet sig til det ekstreme tempo i Championship.

Svaghed: Han har ikke været en fast del af landsholdet de seneste år. Savner rutine fra øverste hylde i udlandet.

-

Riza Durmisi

Betis-spilleren har haft en vanskelig start på 2018. Han har således siddet på bænken i fem af de seneste syv kampe. I weekenden blev han indskiftet i de sidste 12 minutter i 3-0 sejren over Espanyol. Han er blevet offer for systemskiftet fra 4-4-2 til 3-5-2.

Styrke: Offensiv styrke og hurtighed fremad banen. Vil gerne frem og slå indlæg. Har været en del af truppen på vejen mod VM.

Svaghed: Defensiven. Opdækning og defensiv positionering er den store udfordring, hvor der virker som om han har svært ved at se, hvad han skal gøre i flere af de defensive situationer.

-

Nicolai Boilesen

Den 26-årige teknisk velfunderede back har haft et ganske fint forår. Han har spillet samtlige minutter for FC København og således været en del af fem sejre i træk i Superligaen. Han overhalede Jesper Juelsgaard om en plads ved U21-EM i 2011. Nu kan han gøre det igen før VM til sommer. Han har ikke optrådt på landsholdet siden en kamp mod Frankrig for tre år siden.

Styrke: Stor international rutine. Har spillet mange kampe på højeste niveau. Defensivt så stærk, at han også kan spille stopper. Meget pasningssikker.

Svaghed: Han har ikke optrådt i landsholdsregi i tre år og så er han en spiller, der har kæmpet med mange skader hidtil i karrieren.

 

Se også: Drillesyg Hareide: Vi er så meget rigere end danskerne

  Andreas Christensen (t.h) scorede mod Irland som højre back i november. Nu skal han spille på den defensive midtbane mood enten Panama eller Chile. Landstræneren vil have et alternativ til William Kvist. Landsholdsfodbold - 14. mar. 2018 - kl. 07:14 Her er Hareides Kvist-alternativ

Se også: Hvem trækker sorteper: Tre mand frem for én VM-billet

 

52 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere