12. juni 2021.
Senest, Finland besøgte Parken, var alt kaotisk og for en stund pakket ind i total uvished.
EM-feberen i København blev med ét slukket, da Christian Eriksen den eftermiddag faldt om i græsset med et hjertestop efter 42 minutters spil.
Nu er finnerne tilbage. Første gang siden, der på tragisk vis blev skrevet historie på det store Østerbro-stadion, men heldigvis endte det jo godt. For alle parter. Også selvom Danmark måtte gå fra banen med et nederlag på 0-1.
Husker det tydeligt
På onsdagens pressemøde i Parken var Finlands tilbagekomst et tema, og målmand Lukas Hradecky, der bevidnede Eriksen kollapse på tætteste hold for snart to år siden, husker tydeligt episoden, da han sad på podiet foran de fremmødte journalister og tog imod spørgsmål.
- Jeg er glad for, at han (Christian Eriksen, red.) stadig er iblandt os, og godt nok var vi i stand til at vinde kampen, sidst vi var her, men Christian vandt den vigtigste kamp af alle. Danmark endte næsten med at gå hele vejen, og det var helt fortjent.
- Den her gang kommer han til at mangle, men det betyder ikke, at de har et dårligere hold.
- Har du talt med ham?
- Jeg kender ham desværre ikke, men jeg ved, at han er en fantastisk fyr, ud fra det, jeg hører om ham, sagde den tidligere Brøndby-keeper.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kan dårligt huske vild redning
Lukas Hradecky endte med at få en sportslig hovedrolle, da han på flot vis pillede et straffespark fra Pierre-Emile Højbjerg efter 74 minutter i EM-åbneren, men det var han faktisk ikke meget for at tale om.
Den danske Tottenham-spiller havde - forståeligt nok - sine tanker andetsteds, lader Hradecky pressen forstå.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at sparkeren ikke var berørt af det, der var sket forinden.
- Der havde været en eksplosion af følelser, så jeg kan slet ikke karakterisere det som en normal kamp.
- Det lykkedes os at vinde, men den her gang er det på helt andre præmisser, hvor jeg håber, at fodbolden er i fokus.
Artiklen fortsætter under billederne ...
En skam
På grund af en længerevarende skade er Christian Eriksen ikke udtaget i den her omgang, og derfor får han heller ikke mulighed for at hilse på de modstandere, der tog del i scenerne i sommeren 2021.
Den finske landstræner, Markku Kanerva, ærgrer sig over netop dét.
- Det er en skam, at han ikke er her. Det havde været skønt at spille mod ham og få hilst på, så det må vi se, om der bliver mulighed for i fremtiden.
Kasper Hjulmand og resten af de danske drenge tager hul på EM-kvalifikationen torsdag aften.
Derefter går turen til Kasakhstan, hvor landsholdet skal i ilden på Astana Arena.
Den tidligere FCK-spiller Benjamin Verbic er i øjeblikket involveret i et stort penis-drama i Grækenland. Hør mere i 'Sladderligaen' herunder eller i din podcast-app