Jon Dahl Tomasson bliver ny træner i Malmö FF. Dermed stopper han øjeblikkeligt som assistenttræner for A-landsholdet.
Det betyder, at landstræner Åge Hareide skal finde en ny assistent at samarbejde med til og med sommerens EM-slutrunde.
Nordmanden kan selv beslutte, hvem den kommende assistent bliver.
- Hareide vil beslutte mulig erstatning i løbet af den kommende tid, lyder det på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.
Med formuleringen 'mulig erstatning' åbner DBU en dør på klem for, at Jon Dahl Tomasson ikke erstattes.
Det må dog forventes, at han får en eller anden form for højre hånd i forbindelse med EM-slutrunden til sommer.
Fodbolddirektør i DBU Peter Møller er glad på Tomassons vegne. Han mener, at det er en unik mulighed, at han kan få job som cheftræner i en stor klub.
- Vi vil selvfølgelig ikke stille os i vejen for denne mulighed. Det er stærkt, at en dansk træner kan få et så stort trænerjob. Det er et cadeau til herrelandsholdet og til dansk fodbold, indleder Peter Møller på DBU's hjemmeside.
- Samtidigt er vi naturligvis ærgerlige over, at Jon forlader herrelandsholdet få måneder før EM til sommer. Vi har dog et fast koncept, og Åge har et godt hold omkring sig, så vi har en rigtig god fornemmelse i forhold til forberedelserne og den fantastiske EM-slutrunde.
Danmark har hjemmebanefordel i de tre gruppekampe mod Finland, Belgien og Rusland, men skal efterfølgende spille eventuelle knock out kampe i andre lande.
Jon Dahl Tomasson er ny cheftræner i Malmö FF
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.