Han røg ud af VM med to brækkede ribben og en punkteret lunge, men vendte tilbage til den danske trup efter puljekampen mod Australien. Nu er det dog helt slut for William Kvist, der på sin Facebook skriver, at han stopper på det danske landshold efter søndagens VM-exit mod Kroatien.
'VM 2018 blev det sidste for mig i landsholdstrøjen. Tak for mange gode år til spillere, trænere, ledere og fans.
Har altid elsket at synge nationalmelodien med jer. Jeg gjorde mit bedste', skriver han.
Kommentarsporet på Facebook bærer bestemt præg af et taknemmeligt publikum, der roser Kvist for sin kampgejst, fightergen og store indsats hele vejen igennem.
Han hyldes særligt for sin indstilling til fodbold og sit figthergen, efter han i kampen mod Peru måtte udgå med en skade.
Alligevel vendte FCK-spilleren tilbage, men han nåede aldrig at få flere minutter for det danske landshold. Under søndagens 1/8-finale mod Kroatien var han så kampdygtig, at han sad på bænken, men han kom ikke i aktion.
William Kvist fik debut på det danske landshold tilbage i august 2007 i en kamp mod Irland. Den 33-årige FC København-spiller nåede 81 kampe i den rød-hvide trøje siden debuten.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.