Ekspert: Mathias Zanka bør komme på landsholdet nu

Kanal 5 eksperten Morten Bruun mener Mathias 'Zanka' Jørgensen i foråret har vist landsholdsklasse og bør være kandidat til turen til Japan

Mathias Zanka Jørgensen fortjener en plads i landsholdstruppen, mener Kanal 5 eksperten Morten Bruun. (Foto: Jens Dresling)
Mathias Zanka Jørgensen fortjener en plads i landsholdstruppen, mener Kanal 5 eksperten Morten Bruun. (Foto: Jens Dresling)

Landstræner Åge Hareide sætter i dag navne på de spillere, der fra 31. maj til 8. juni skal spille Kirin Cup i Japan.

Der er ikke udsigt til de store revolutioner. Man skal ikke forvente, at Åge Hareide tager hverken Nicklas Bendtner eller Nicolai Boilesen med på træningsturen til Japan.

- Der bliver måske et par udskiftninger og så skal man ikke udelukke, at enkelte spillere melder afbud med overbelastningsskader. De afbud var ikke kommet, hvis Danmark skulle til EM. Men nu er det kun to træningskampe, siger Morten Bruun, ekspertkommentator på Kanal 5.

Se også: Zanka svarer igen: Kald mig bare idiot

Zanka har niveauet
Han forventer Jores Okore er en af dem, der bliver sorteret fra truppen og er i tvivl om Daniel Agger melder afbud til de to kampe.

- Vi er godt besatte i det centrale forsvar, men jeg synes, Zanka på banen har vist landsholdsklasse. Han laver færre fejl og har leveret på et stabilt niveau. Hvis eksempelvis Daniel Agger melder afbud til turen, vil jeg gerne se Mathias 'Zanka' Jørgensen i truppen. mener Morten Bruun.

Han er også tilhænger af, at Zankas holdkammerater Peter Ankersen fortjener et comeback efter solide præstationer for FCK.

- Jeg hæfter mig desuden ved, at Mike Jensen bliver rost til skyerne og er fast mand i Rosenborg. Måske fortjener han chancen. Det kunne samtidig være interessant at se Rasmus Falk på turen til Japan. Han har landsholdspotentiale, har hurtige fødder og er meget driblestærk. Det kunne godt give mening at se ham på turen til Japan, påpeger Morten Bruun.

Han har svært ved at finde angrebsalternativer til den trup, som Hareide melder ud torsdag kl. 13.00 på et pressemøde.

- Martin Braithwaite spiller en nøglerolle i Toulouse, Nicolai Jørgensen er Superligaens bedste spiller, mens Yussuf Poulsen har scoret mål og er rykket op med sin klub.

- Alternativerne står ikke i kø. Nicklas Bendtner skal ikke med og hverken Morten Duncan eller Andreas Cornelius har budt sig til i den seneste periode, vurderer han.

Endelig peger Kanal 5 eksperten på, han gerne ser Anders Lindegaard bliver udtaget på ny.

- På den korte bane ser jeg Lindegaard som det bedste alternativ til Kasper Schmeichel. Det var ikke alt for overbevisende, hvad vi så fra Jonas Lössl i Skotland, understreger han.

TV: Jesper Grønkjær mener ikke, Mathias 'Zanka' Jørgensen er landsholdsaktuel

151 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere