Ekspert: Morten Olsen ved han er færdig

- Han og Peter Bonde har erkendt, hvad klokken har slået. Derfor er de så åbne i deres kritik, siger Christian J. Schultz og klandrer DBU for respektløs behandling af landstræneren

Morten Olsen og Peter Bonde ved, at de snar er færdige i DBU-regi, mener ekspert (Foto: Lars Poulsen)
Morten Olsen og Peter Bonde ved, at de snar er færdige i DBU-regi, mener ekspert (Foto: Lars Poulsen)

De seneste udmeldinger i pressen, fra landstræner Morten Olsen og hans assistent Peter Bonde, sender et tydeligt signal om, at de ved, de er færdige i DBU-sammenhæng, når deres kontrakter udløber i sommeren 2016.

Det siger kommunikationsekspert Christian J. Schultz, da Ekstra Bladet beder ham afkode de seneste talestreger fra makkerparret.

Torsdag sagde Morten Olsen at ’hvis Peter Bonde var i spil (til posten som talentudviklingschef, red.), så har han helt sikkert alle de kompetencer og den baggrund, der skal til at udfylde det job’.

Se også: Syrlig Morten Olsen: Håber ikke, jeg kostede Bonde jobbet

Og landstræneren tilføjede: ’Jeg vil være ked af, hvis det er på grund af mig, at Peter Bonde ikke er valgt’, ligesom han opfordrede journalisten til at ’snakke med de folk i DBU, som har forstand på det og taget beslutningen’.

- Morten har jo altid været meget bevidst omkring sin kommunikation og forstået at bruge medierne - både når han har brug for dem, og når der skal lukkes ned, siger Christian J. Schultz.

- At han nu går ud og er så konkret, er det fordi, han har et budskab til både DBU’s ledelse og resten af den danske fodboldverden: At han er forbløffet over den måde, man har behandlet ham på.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det sker bevidst. Han vil gerne have, at alle skal vide, at han føler sig tilsidesat og skidt behandlet.

Se også: Beskidt opgør i DBU: Olsens ven har vendt ham ryggen

Men det er ikke mindst et direkte svar til DBU-toppen, mener han.

- Man må ikke glemme, at Claus Bretton-Meyer er hans chef. Det er altid uheldigt at føre en dialog med sin chef gennem medierne. Det er en uholdbar situation, og den ville du aldrig se i en børsnoteret virksomhed.

- At Morten vælger at have den dialog i medierne viser, hvor desperat situationen er for begge parter.

Morten Olsen og Peter Bonde på vej til pressemøde med Daniel Agger. Snart kan deres veje skilles (Foto: Polfoto)
Morten Olsen og Peter Bonde på vej til pressemøde med Daniel Agger. Snart kan deres veje skilles (Foto: Polfoto)
 

- At DBU ikke inddrager Morten, virker helt tosset – ja, uhørt. I en børsnoteret virksomhed ville man have handlet den slags af på de indre linjer. Det er kørt så langt ud på et sidespor, at det strider imod al god selskabsledelse, når Morten føler sig tvunget til at gå ud i medierne.

Se også: Afsløring: DBU vrager Bonde som talentchef

- Han nævner de folk, der har forstand på den slags?

- Ja, og man kan i den grad undre sig over, at landets øverste træner er blevet vejet og fundet for let i forhold til ansættelsen af en ny talentchef.

- Det er et tydeligt budskab til Morten, der i flere år har stået for, at den rolle skulle tages seriøst i DBU. Så går ledelsen aktivt ind og besætter stillingen uden at inddrage ham. Det skriger jo til himmelen.

- Man skulle – om ikke andet end så for at sikre ro på de indre linjer og vise noget respekt – have lavet en første runde og spurgt Morten, om han havde nogle gode forslag.

- Han har jo et kæmpe netværk, og den stilling behøver vel ikke at blive besat af en dansker. Han er selv en drivkraft bag ’Den Røde Tråd’, og vi ser jo alle de danske talenter, der suser rundt i Europa.

Se også: Jim Stjerne om fodboldkonflikt: Tonen er grim og uhørt

- Har Morten Olsen indset, at han er færdig som landstræner senest i sommeren 2016?

- Der er slet ingen tvivl om, at han og Peter Bonde har erkendt, hvad klokken har slået. Derfor er de så åbne i deres kritik i medierne. Og derfor har de valgt at tage kampen udenfor murene, siger Christian J. Schultz, der ryster hørligt på hovedet af den nye DBU-ledelses fremfærd på det seneste.

- Man har brugt samme fremgangsmåde i forhold til spillerne og Spillerforeningen. Jeg tror, at DBU’s ledelse har fået stillet til opgave at gøre op med de gamle rutiner.

- Men måden, man har gjort det på, viser en manglende forståelse for god selskabsledelse. Selv om du gør op med de gamle rutiner, skal du gøre det med respekt for fortiden.

89 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere