Elsker sin stjernestatus i Superligaen: - Jeg er klar, Åge!

Viktor Fischer er hurtigt blevet en favorit og vigtig brik i FCK, men han er i fin balance med det store pres på sine skuldre og er klar, hvis Åge Hareide kalder

Nicklas Bendter: Jeg har bevist nok.

Hvis der er en spiller i Superligaen, der både har charme, selvtillid og lækkert hår, er det FCK's nye stjerne, Viktor Fischer.

Den letbenede offensivspiller har mildest talt aldrig været typen, der krøb langs panelerne.

Og selvom den sparsomme spilletid i Middlesbrough og Mainz let kunne have knækket mere skrøbelige psyker, så var selvfølelsen intakt, da Fischer i vinter-vinduet kunne lade sig krone som ny prins i Parken.

Her har Fischer endelig fundet omgivelser, der tror på ham og tør betro ham en nøglerolle. Så for første gang siden gennembruddet i Ajax er han mødt op på landsholdet med fast spilletid i benene.

- Det er noget helt andet at stå her nu, når jeg spiller hver weekend. Det føles dejligt. Det giver mig en masse selvtillid, hvis der bliver brug for mig. Det kan være, at der bliver det. Det kan også være, at der ikke gør, men så er jeg i hvert fald klar. Og det giver en helt anden fornemmelse af, hvad jeg kan. Også i forhold til min egen krop og hvordan, jeg stoler på den og hvad, jeg tør gøre, siger han.

- Jeg har en helt klar rolle nu i forhold til i Tyskland. Og det betyder helt fantastisk meget i forhold til, hvordan jeg har det. Når vi skal ud og spille kamp, og jeg ved, at jeg er en af dem, som skal gøre en forskel. Det giver en masse selvtillid – og følelsen af at være noget værd. At der er brug for en, erkender Viktor Fischer, som foreløbig er noteret for tre superliga-mål i FCK-trøjen.

- Jeg plejer at præstere bedst, når folk forventer, at det skal komme fra mig. Så det er en fed periode for mig med mere ro i maven, når jeg vågner op om morgenen – også på trods af, at jeg skal præstere mere. For det er det, jeg elsker at gøre, siger Viktor Fischer, der er helt på det rene med, at hans nyvundne stjernestatus i Superligaen ikke ændrer på reserverollen i rødt og hvidt.

For med al respekt for Superligaen og FCK, så optræder de spillere, som står foran Fischer i køen til Åge Hareides gunst til dagligt på noget større adresser end Parken.

- Jeg håber, at det kan blive til minutter i de to kampe. Men jeg har jo set, hvordan det er gået og hvordan, der er blevet præsteret omkring holdet, så hvis det er uden mig lige foreløbigt, så er det sådan, det er. Men hvis der brug for mig, er jeg klar, konstaterer han og indrømmer i samme åndedrag, at han er overbevist, at han skal starte på bænken på landsholdet.

- Ja, det er jeg da sikker på. Den måde, vi har haft succes på i den seneste tid, har det været med mig på bænken, og sådan er jeg sikker på, at det også er nu. Så må jeg vise, hvad jeg kan, hvis det bliver til minutter i en af kampene, siger han og fortsætter.

- Vi har nogle rigtig store profiler lige nu i dansk fodbold, og der tror jeg bare, man må sige, at jeg må tage den rolle, jeg bliver givet. Og lige nu er det sådan, at jeg er en stor profil i FCK og Superligen, og så må vi se, hvor jeg står henne, når jeg kommer her på landsholdet.

- Her er spillere, som præsterer i store klubber i store ligaer, så jeg må se mig selv i forhold til dem, og se, om jeg kan måle mig med dem, siger Viktor Fischer.

Se også: Her er Superligaens slutprogram: Gulddrøm trues af barske dobbeltmøder
Se også: Grotesk landsholds-problem - Åge mangler en bane

63 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere