EM 92: Henrik Andersen fra sygesengen: En drøm er blevet mareridt

Jern Henrik må nøjes med TV i aften

Foto: Ole Buntzen
Foto: Ole Buntzen

I dag den 26. juni er det præcist 25 år siden, Danmark vandt EM i fodbold. Ekstra Bladet dækkede selvfølgelig begivenheden massivt og i dag genskaber vi vores dækning og bringer hele dagen artikler fra dengang. Vi livedækker også kampen og giver dig de bedste reaktioner efterfølgende. Følg med hele dagen og genoplev det største danske sportsresultat nogensinde!

-----

Han ligger i den hvide seng, og ligner alt andet end en EM-helt. Mærket af beroligende midler, endnu uklar efter den lange komplicerede knæ-operation og med et humør adskillige banelængder fra succes-dagene i Sverige.

Henrik Andersen forsøger at bevare gejsten, men med udsigt til seks måneders pause, og den nagende frygt for, at 'han aldrig bliver den gamle Andersen', ser han fremtiden i møde med blanke øjne.

- Den slags uheld kan jo ske, siger han til Ekstra Bladet. Men hvorfor lige nu. Det er for ondt.

- Det er bittert at skulle sidde i en stol og se kammeraterne slås for at vinde Europamesterskabet. Den kamp skulle jeg jo ha' været med i.

 

Jeg bliver rask
Han sukker dybt, bander indvendigt og bliver fjern i blikket: - Lægen siger jeg bliver helt rask, men lige nu har jeg svært ved at tro på noget som helst.

- Alt virker så uvirkeligt - som en drøm, der nu er endt i et mareridt. Efter fire utrolige spændende og dramatiske kampe står dansk fodbold nu foran en EM-finale. Det største nogensinde og så bliver det uden mig. Pladsen som tilskuer hader jeg.

- I mine år som professionel har jeg været med til meget - også de glade dage i Mexico - men en EM-finale ville ha' været toppen af, hvad jeg har oplevet og så go'nat - det bliver i stedet i lænestolen med benet oppe. Det er vidst en hver fodboldspillers mareridt, jeg er røget ind i.

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

Henrik Andersen fik smadret knæskallen i sammenstødet med van Basten. Det så uhyggeligt ud, da 'Jern Henrik' blev båret ud. Alle var klar over, at den skade var slem.

- Der går mange tanker igennem hovedet på én, når man ligger i sygesengen og forsøger at finde en vej ud af mørket, siger Henrik.

- I forsøget på at komme videre spekulerer jeg over, hvorfor Danmarks landshold pludselig er begyndt at spille så godt og banke den ene favorit efter den anden. Hvor er svaret?

- Måske gik vi bare ud og spillede den form for fodbold, vi kan... charmebold med vægt på det underholdende og overraskende. Uden stramme taktiske bånd lod vi fantasien blomstre.

- Vi var et hold - en samling utrænede drenge, der nød hinandens selskab, hyggede os sammen uden for banen og stod skulder ved skulder på grønsværen.

- Det gamle ord om, at vi løftede i flok passer godt til indsatsen her ved EM. Ingen troede på os. Det satte os yderligere op.

- Vi skulle vise kritikerne, at de tog fejl, og som det skred frem med 0-0 mod England, knebent 0-1 mod Sverige og 2-1 over Frankrig måtte det eksplodere i en kanonkamp mod Holland.

Foto: Kim Agersten
Foto: Kim Agersten

Verden elsker os
- Plads for plads var hollænderne nok bedre, men i den kamp spillede vi for hinanden - som et hold. Det gav en triumf og en reklame for dansk fodbold og Danmark i det hele taget, at vi i dag er hele verdens fodbold-kæledægger. Det er bare super-lækkert - og fortjent.

- Nu er der finale. Bare jeg dog var med. Men så må kammeraterne jo vinde for mig. Tyskland er selvfølgelig stor-favoritter. Undervurder aldrig tyskerne. Det vil være 'livsfarligt'.

- Tyskernes evne til at fighte, når det virkelig gælder og så deres helt specielle mentalitet gør, at netop Tyskland er en meget, meget svært modstander.

- Hollænderne fik ram på dem ved at angribe højt på banen og presse dem i bund. Vi kender recepten på sejr.

- Har vi en dag, hvor vi ikke kun spiller op til vores bedste, men også har heldet, kan Danmarks EM-hold blive Europamester.

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

Herlig smittende optimisme fra Jern Henrik i sengen på Gildhøj Lægeklinik i Brøndbyerne. I dag bliver han kørt hjem til sin mor i Kastrup, hvor han på TV vil følge kammeraternes næsten umenneskelige fight for at vælte den tyske elefant og få lille Danmark til at gå amok i dag.

- Fremtiden, siger Henrik og sukker igen dybt. Mange klubber har før og under EM-turneringen nærmest stået i kø for at snakke kontrakt. Nu er det hele sat i bero.

- Min næste kamp bliver at komme på højkant, og fighte videre. Vejen bliver lang, men jeg når målet. Mit fodboldliv er ikke forbi - der er masser gyldne år i mig endnu, så hvis jeg bare kan holde humøret oppe, skal det nok gå.

- Doktor Eilif Andersen har forklaret mig, at jeg nok får nogle humørmæssige nedture. Er der noget at sige til det, når man går glip af en EM-finale og bliver sat et år tilbage i en periode, hvor jeg aldrig har været bedre.

- Et tip før aftenens kamp? Hver kamp er forskellig. Det er charmen ved fodbold, men jeg kender kammeraterne godt nok til at vide, at de også slås for mig. Om det er nok til at blive Europamester, må tiden vise...jeg har da lov at håbe!

HUSK! EKSTRA BLADET LIVEDÆKKER EM-FINALEN 20.15 MANDAG AFTEN

 

15 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere