EM-fest i Parken: - Nu er Danmark favorit

Danmark SKAL videre fra sin EM-gruppe, efter det står klart, at der er hjemmebanefordel i alle tre kampe, vurderer Morten Bruun

Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen kommenterer lodtrækningen.

Fru Fortuna tilsmilede fredag eftermiddag det danske fodboldlandshold – eller rettere sagt: Det gjorde den græske EM-helt fra 2004 Angelos Charisteas.

Grækeren trak nemlig ’Danmark’ op af bowlen, da det i schweiziske Nyon skulle afgøres, om EM-puljekampen mellem Danmark og Rusland til sommer skal spilles i København eller Skt. Petersborg.

Læs mere her:

Åge Hareide og Danmark får hjemmebanefordel i alle tre kampe. Foto: Lars Poulsen Landsholdsfodbold - 22. nov. 2019 - kl. 12:37 Danmark vinder lodtrækning: Får ekstra hjemmekamp ved EM

Dermed får det danske fodboldlandshold tre hjemmekampe i Parken – og det kan sagtens få stor betydning, mener fodboldekspert Morten Bruun.

- Rent sportsligt er det en stor fordel for Danmark. Jeg vil nu betegne Danmark som svag favorit mod Rusland i gruppens nøglekamp. Skulle kampen spilles i Skt. Petersborg, havde jeg haft det lige omvendt, siger Morten Bruun, der var ekspertkommentator for DR under VM i Rusland, og uddyber.

- Landsholdet vil få optimale betingelser til at forberede sig. Det må give en stor ro, at man ikke skal forlade landet, før vi evt. er kommet videre fra gruppen. En tur til Skt. Petersborg kunne give noget træthed. Det vil også give en større folkefest i København og hele Danmark, at alle tre kampe i gruppen spilles hjemme.

Et kig i historiebøgerne vil understøtte, hvor stor en fordel det er for Danmark, at man skal spille tre kampe hjemme i Parken til EM i 2020.

Danmark har i den netop overståede kvalifikation bl.a. slået Schweiz på hjemmebane. Foto: Jens Dresling
Danmark har i den netop overståede kvalifikation bl.a. slået Schweiz på hjemmebane. Foto: Jens Dresling

Hvis man isoleret set kigger på Danmarks EM-kvalifikationskampe, så har landsholdet i over 16 år kun tabt én EM-kvalkamp i Parken, hvis man ikke medregner 3-3-kampen mod Sverige, der blev ødelagt af en mavepuster fra Christian Poulsen og en fuld fodboldtosse.

Det ene nederlag var mod Portugal i 2014, da Cristiano Ronaldo sænkede Danmark.

- Danmark er bare et stærkt hjemmebanehold, det har vi set mange gange, konkluderer Morten Bruun.

Danmarks Gruppe B til sommer kommer, ud over Rusland, til at bestå af Belgien fra øverste seedningslag og enten Finland eller Wales fra nederste.

Det finder vi ud af lørdag 30. november, når der i Bukarest trækkes lod til hovedturneringen.

Så længe behøver Morten Bruun dog ikke vente med at give en vurdering af EM-chancerne for Danmark med de oplysninger, som vi har på nuværende tidspunkt.

- Jeg vil hellere have Finland end Wales som gruppens sidste hold, men når det er sagt, så vil det være en kæmpemæssig skuffelse, hvis ikke Danmark går videre fra gruppen uanset hvad.

- Med tre hjemmekampe i Parken og et turneringsformat der gør, at tre point kan være nok til at snige sig videre som en af de bedste treere, så SKAL Danmark være at finde i ottendedelsfinalen, lyder det fra Morten Bruun.

I en eventuel ottendedelsfinale skal Danmark til Bilbao, Amsterdam, Glasgow eller Bukarest.

Se også: Stjerne raser over EM-gruppe med Danmark: - En skandale

Se også: Island ramler ind i Rumænien i EM-playoff

Se også: UEFA åbner sag mod Danmark

65 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere