EM92: Kan man dø? Sådan påvirker EM-finalen dig ifølge lægen

Men spændingen kan påvirke hjerte, lunger og blodtryk

Da Schmeichel klarede den hollandske spiller, van Bastens straffe var spændingen på det højeste. Det kan give påvirkning af hjerte, lunger og blodtryk, men ifølge Ekstra Bladets læge, Erik Münster, dør du ikke af EM i TV. Foto: Ole Steen
Da Schmeichel klarede den hollandske spiller, van Bastens straffe var spændingen på det højeste. Det kan give påvirkning af hjerte, lunger og blodtryk, men ifølge Ekstra Bladets læge, Erik Münster, dør du ikke af EM i TV. Foto: Ole Steen

I dag den 26. juni er det præcist 25 år siden, Danmark vandt EM i fodbold. Ekstra Bladet dækkede selvfølgelig begivenheden massivt og i dag genskaber vi vores dækning og bringer hele dagen artikler fra dengang. Vi livedækker også kampen og giver dig de bedste reaktioner efterfølgende. Følg med hele dagen og genoplev det største danske sportsresultat nogensinde!

-----

En ven til mig med astma var i går til undersøgelse på Rigshospitalets lungemedicinske afdeling.

- Ser du fodbold i TV for øjeblikket? spurgte lægen.

- Nej, det interesserer mig ikke.

- Det er godt, for flere af vores patienter har fået astmaanfald under udsendelserne, så de ringede til os og bad om hjælp.

Det er kendt, at astmaanfald kan udløses af stærk spænding, så det er forståeligt, at de ophidsende fodboldkampe har givet problemer med vejrtrækningen i nogle hjem. Astmapatienter, som har erfaret det på dem selv, kan sikkert forebygge anfald ved inden kampen at inhalere et medikament, som udvider bronkierne.

Ellers er det især hjertepatienter og deres pårørende, som bekymrede spørger, om det kan være farligt at følge de nervepirrende fodboldkampe i fjernsynet.

 

Død foran TV
Jeg plejer ikke at forbyde det. Der var nok ikke mange, som ville følge forbudet, og det var sikkert en endnu større belastning for et svagt hjerte, hvis en fodboldfanatiker blev tvunget til at holde sig fra skærmen fredag aften, når vi skal møde Tyskland i finalen.

Der findes ganske vist eksempler på, at mennesker er døde foran fjernsynet men ingen kan svare på, om det var udsendelsens skyld. Når man tænker på, hvor mange timer folk tilbringer dér, vil nogle uvægerligt afslutte deres liv i TV-stolen. Der er jo f.eks. også sket dødsfald under gudstjenesten i en kirke.

Men der er ingen tvivl om, at psykisk ophidselse kan påvirke hjertet. Hvis der står 1-1 to minutter før kampens afslutning, og Danmark får straffespark, vil syn og hørelse sende kraftige budskaber om det til hjernen. Den vil signalere til hypofysen om at øge produktionen af et hormon, som sendes med blodet ned til binyrerne i bughulen.

De vil øjeblikkeligt pumpe store mængder af ’kamp-hormonet’ adrenalin ud i blodbanen, og det får hjertet til at slå hurtigere, jager blodtrykket i vejret og forøger pulsslagernes antal.

Faldt død om
Det generer ikke raske mennesker, men hvis kranspulsårerne er forsnævrede og hjertemuskulaturen svækket, kan det måske give brystsmerter. Det kan heller ikke udelukkes, at det i ekstreme tilfælde kan føre til hjertestop.

Fra Israel meddeltes således i 1953 om en 73-årig rabbiner, der faldt død om, da han i radioen hørte, at man havde arresteret de jødiske læger i Moskva. To af hans børn arbejdede som læger i byen.

Mennesker, som er tilbøjelige til at få hjertesmerter ved fysisk og psykisk anstrengelse, kan forebygge anfald under fredagens fodboldkamp ved på forhånd at tage en tablet, f.eks. med nitroglycerin, som udvider kranspulsårerne.

Såvel nederlag som sejr til Danmark kan udløse anfald hos de særligt følsomme. At det ikke kun er dårlige oplevelser, der kan påvirke hjertet, viser følgende anekdote:

En ung mand opsøgte en læge og fortalte, at hans far havde vundet en million kroner. Men han turde ikke fortælle ham det af frygt for, at det ville skade hans svage hjerte. Lægen lovede at overbringe den glædelige nyhed og begyndte forsigtigt:

- Hvad ville De egentlig gøre, hvis De vandt en million?

- Jeg ville give doktoren halvdelen, smilede den gamle mand.

Så faldt lægen død om.

HUSK! EKSTRA BLADET LIVEDÆKKER EM-FINALEN 20.15 MANDAG AFTEN

 

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere