Endelig dansk succes: Brøndby-reserve brød måltørken

I sin ottende U21-landskamp scorede Andrew Hjulsager sit første mål og sendte Danmark en smule tættere på EM

Andrew Hjulsager blev matchvinder for U21-landsholdet i EM-kvalifikationen (Foto: Jens Dresling)
Andrew Hjulsager blev matchvinder for U21-landsholdet i EM-kvalifikationen (Foto: Jens Dresling)

- Han er uden tvivl det største talent i 95-årgangen. Sådan lød det tilbage i foråret 2014, da Brøndby-træner Thomas Frank skulle sætte ord på den unge kantspiller Andrew Hjulsager.

Tirsdag aften i Aalborg viste Hjulsager med Thomas Frank på tilskuerpladserne lidt af sit store potentiale, da han sikrede det danske U21-landshold en vigtig 1-0-sejr mod topholdet Bulgarien i kvalifikationen frem mod EM i Polen i 2017.

Men U21-drengene skulle så meget igennem, før sejren kom på plads. Længe lignede det nemlig en gentagelse af den kedelige EM-åbning i fredags mod Wales, hvor de 90 minutter endte uden de mål, som A-landsholdet også har så svært ved at score.

Se også: Kæmpe nedtur: Tyrkiet stjæler Danmarks seedning i 89 min

Hjulsager var rykket fra højrekanten til venstrekanten og afgjorde kampen med et fladt hug efter 70 minutter i en kamp, hvor OB’eren Kenneth Zohore havde de største chancer for Danmark, men sparkede huller i den aalborgensiske aftenluft i stedet for at score.

- Det var frustrerende, at vi ikke fik scoret før. Vi havde tre 100-procent-chancer, hvor vi ikke fik scoret, siger Hjulsager til DR.

Med sejren er Danmark oppe på fjerdepladsen i gruppen, men med fire point for to kampe, så er Bulgarien på førstepladsen med ni point for fire kampe bestemt inden for rækkevidde. Forude venter november-kampe i Rumænien og hjemme mod Armenien.

For Andrew Hjulsager kan målet være en vej til mere spilletid for Brøndby, hvor han i efteråret ellers både har været bænket og helt uden for truppen.

Se også: U21-landsholdet skuffer i åbning: Dansk mål-forbandelse

I sommer var der U21-EM, vi har samlet de bedste mål her:

7 kommentarer
Vis kommentarer