Han voksede op i en æra med Manchester United-dominans og masser af store Schmeichel-redninger.
Wayne Bridge blev i 90'erne som så mange andre englændere bjergtaget af den store danske målmand. Og nu har den tidligere engelske landsholdsspiller det på samme måde med en anden Schmeichel.
Han er ikke helt så høj som sin far, Peter, men Kasper Schmeichel er i færd med at sætte et lige så stort handskeaftryk i det engelske.
- Den kæmpe redning i FA Cup-finalen mod Chelsea. Det er, hvad store målmand gør. De har store redninger i de store kampe, siger Wayne Bridge til Ekstra Bladet.
Den tidligere engelske landsholdsspiller er nu ekspert hos Bettingexpert.dk, og når talen falder på Kasper Schmeichel, er han ikke nærig med roserne.
Den danske landsholdsmålmand er ifølge Bridge i hvert fald i top-5 over målmænd i Premier League - 'måske endda top-3’ - og havde passet været engelsk, havde han også været med ved EM.
- 100 procent! siger 40-årige Wayne Bridge, der har en fortid som holdkammerat med den danske EM-målmand.
I begyndelsen af 2009 var han en profileret landsholdsback hentet i Chelsea, mens danskeren var en ung frustreret reserve.
Dengang havde Kasper Schmeichel flakket rundt på lejeophold i de lavere rækker og lignede ikke en kommende Premier League-vinder.
Alligevel er Bridge, der i perioden 2002-2009 spillede 36 gange for England og var med til tre slutrunder, ikke overrasket over, at det lykkedes Schmeichel at skabe sig sit eget navn:
- Da jeg var i City, var han ikke bange for noget eller nogen. Hvis han havde en rutineret spiller foran sig, havde han intet problem med at fortælle ham, hvad han skulle gøre, og hvad han forventede af ham.
- Han er en leder, og det overrasker mig overhovedet ikke, at han er kommet så langt. Jeg var hele tiden sikker på, at han havde en lys fremtid og ville komme til at gøre det godt.
- Det handler om at få chancen, så man kan få sit gennembrud. Det handler også om at have lidt held, og Kasper skabte sit eget held. Han er kommet til, hvor han er i dag, takket være sit eget hårde arbejde, og fordi han har evnerne.
Den nu 34-årige danske landsholdsetter tog en ordentlig omvej tilbage til Premier League, men det er ifølge hans tidligere holdkammerat også en del af succesformlen.
- Han havde flere lejeophold, og det hjalp ham med at vokse. Allerede dengang var han en virkelig god målmand. Meget kommanderende og virkelig stærk.
- Og så havde han en meget stor tro på sig selv, husker Wayne Bridge.
Kasper Schmeichel er foreløbig noteret for 247 kampe i Premier League.
Han vil, hvis alt går som forventet, i løbet af de kommende par sæsoner passere sin fars 310 kampe.
- Han fortjener stor kredit for, hvad han har opnået. Selvfølgelig vil han altid blive sammenlignet en smule med sin far, men for mig er han Kasper.
- Han har gjort det godt og kan ranke ryggen. Han står ikke i skyggen af sin far, og alle i Premier League ville være glade for at have ham i målet, lyder rosen fra Kasper Schmeichels tidligere holdkammerat.