England og Belgien varmer op til EM med knebne sejre

England vandt 1-0 over Rumænien i holdets sidste testkamp før EM. Holland og Belgien vandt også

England og Belgien varmer op til EM med knebne sejre

1-0 og 1-0.

England har vundet sine to testkampe med mindst mulig margen op til den kommende uges EM-slutrunde.

Søndag aften vandt englænderne hjemme i Middlesbrough med 1-0 over Rumænien.

I onsdags blev det ligeledes til en sejr på 1-0 samme sted - ved den lejlighed mod Østrig.

England havde bolden mest i opgøret mod rumænerne, som længe holdt nullet.

Der skulle et straffespark til af Manchester United-angriberen Marcus Rashford efter 68 minutter for at bryde dødvandet.

Ti minutter efter fik England tilkendt endnu et straffespark, men da Rashford var blevet skiftet ud med Jesse Lingard, fik Jordan Henderson lov til at sparke.

Liverpool-spilleren brændte sit forsøg fra pletten, og så endte kampen med den enlige scoring fra Rashford.

Efter kampen udtrykte Gareth Southgate, Englands landstræner, utilfredshed med, at Henderson tog sig af det andet straffespark.

- Vi forventede, at Dominic Calvert-Lewin skulle tage sparket, og jeg regnede med, at Henderson ville gå over og aflevere bolden til ham.

- Vi skal have aftalerne på plads til næste gang, siger Southgate til ITV.

Belgien, som er en af Danmarks tre modstandere ved EM, vandt søndag aften med 1-0 hjemme over Kroatien.

Det enlige mål blev sat ind af Inter-angriberen Romelu Lukaku efter 38 minutter.

Holland vandt søndag aften sin sidste testkamp med 3-0 hjemme over Georgien.

De tre hollandske mål blev sat ind af Memphis Depay på straffespark, Wout Weghorst og Ryan Gravenberch.

Tidligere søndag spillede Østrig 0-0 hjemme mod Slovakiet i en testkamp i Wien.

EM går i gang på fredag.