Fredag starter én måneds topfodbold, når Italien og Tyrkiet tørner sammen i Rom.
Der er lagt op til en stor fodboldfest hos de 12 værtsnationer
Men hvordan står de 24 nationer, før det går løs med den første EM-slutrunde med så mange deltagerlande?
Vi har set nærmere på det store, brede favoritfelt og outsiderne, hvor Danmark befinder sig.
Det tegner til en spændende slutrunde, hvor Danmark skal toppræstere på alle positioner, hvis de skal nå til kvart- eller semifinalen.
Her er Ekstra Bladets powerranking over EM-slutrundens 24 deltagere:
Powerranking - Sådan står de før EM
1. Frankrig
De franske verdensmestre er fortsat varmeste bud på en Europamester. De har også i 2021 været godt spillende og vist styrke i begge ender. Karim Benzemas tilbagekomst har blot gjort dem endnu stærkere. Han måtte humpe ud i sidste test mod Bulgarien, men hans afløser, Olivier Giroud, scorede to gange. Det viser lidt om bredden hos ’Les Bleus’.
Nøglespiller: N’Golo Kanté
2. Belgien
Verdens på papiret bedste mandskab har tabt én af de seneste 23 landskampe (1-2 mod England i Nations League). De er ekstremt stærkt besatte på samtlige pladser. Det er dog et stort handicap, at playmaker Kevin De Bruyne er kommet ind i truppen med den skade, han fik i Champions League-finalen. Han går glip af den første kamp mod Rusland. Spændende om han bliver klar mod Danmark på torsdag.
Nøglespiller: Romelu Lukaku
3. Portugal
De forsvarende Europamestre har holdet til at gentage triumfen. I forhold til slutrunden i Frankrig har de fået langt flere strenge at spille på. Portugiserne er langtfra et enmandsband, og i 2020 og 2021 er det kun franskmændene, der har besejret dem. De varmede onsdag aften op til EM med en kamp mod Israel, der resulterede i en portugisisk 4-0-sejr.
Nøglespiller: Cristiano Ronaldo
4. England
Gareth Southgate råder over et spændende hold med masser af ungt talent. De skal følge op på en god VM-slutrunde for tre år siden, og kommer til EM med stor selvtillid. Samtlige fem kampe i 2021 er blevet vundet, men det hører med til historien, at modstanden har været overkommelig. Det store spørgsmål er, hvordan de klarer sig mod de andre store.
Nøglespiller: Harry Kane
5. Tyskland
Siden VM-fiaskoen for tre år siden har den tyske maskine ikke fungeret optimalt. I marts tabte de til Nordmakedonien i VM-kvalifikationen. Nu har afgående landstræner Joachim Löw hevet rutinerede kræfter tilbage i truppen. Thomas Müller og Mats Hummels er med i EM-truppen.
Optakten til EM sluttede godt med 7-1 sejr over Letland. Før havde de spillede 1-1 mod Danmark.
Nøglespiller: Toni Kroos
6. Spanien
Optakten til slutrunden har ikke været vellykket. Corona-kaos har ramt lejren. Positive prøver fra anfører Busquets og Llorente har betydet, at træningen har været aflyst i flere dage.
Luis Enrique følte sig tvunget til at efterudtage 11 spillere, som har ageret reserver frem mod slutrunden. På forhånd havde Spanien som eneste nation kun udtaget 24 spillere.
Nøglespiller: Koke
7. Italien
Roberto Mancini har fået sat skik på det italienske landshold. Under hans ledelse har ’Gli Azzurri’ ikke tabt i de seneste 27 kampe, og de varmede op til EM med en 4-0-sejr over Tjekkiet. Italien vandt samtlige ti kampe i kvalifikationen og også har vundet rub og stub i 2021. Vi skal tilbage til efteråret for at finde en kamp, hvor de indkasserede et mål.
Nøglespiller: Leonardo Bonucci
8. Holland
Det er tvivlsomt om bredden er stærk nok til at slås blandt de bedste.
Frank de Boer må undvære tre centrale spillere i sin trup. Virgil van Dijk (skadet), Donny van de Beek (skadet) og Jasper Cillesen (corona)
Hollands muligheder afhænger meget af om den centrale akse med Frenkie de Jong, Georginio Wijnaldum og Davy Klaassen får tingene til at spille.
Nøglespiller: Georginio Wijnaldum
9. Danmark
Fundamentet er på plads, og bredden er stor, i den trup Kasper Hjulmand har sammensat.
Nøglespillere som Kasper Schmeichel og Simon Kjær virker til at være i super form. Danmark er en svær nation at besejre og frem for alt score imod.
Forventningerne er tårnhøje, men offensivt hænger meget på skuldrene af Christian Eriksen, der i testkampene ikke har været helt oppe i gear.
Nøglespiller: Christian Eriksen
10. Tyrkiet
Tyrkerne har igen et landshold, der kan gøre sig gældende. I kvalen slog de Frankrig 2-0 hjemme og fik 1-1 i Paris. Kun Island formåede i Reykjavik at besejre det genfødte tyrkiske hold. Der er tale om et ungt mandskab, men 35-årige Burak Yilmaz er stadig knivskarp i front. Han sparkede Lille til mesterskabet og nettede i sidste test mod Moldova.
Nøglespiller: Burak Yilmaz
11. Polen
Polakkerne må undvære angriberen Arkadiusz Milik, der tidligere på ugen måtte melde EM-forfald på grund af en knæskade. I forvejen var Krzysztof Piatek ude med en brækket ankel, og alt virker til at stå og falde med Robert Lewandowski. Han har været i forrygende form for Bayern München, men fik ikke scoret i sidste test mod Island (2-2).
Nøglespiller: Robert Lewandowski
12. Schweiz
Optimismen er stor efter sejre over Liechtenstein (7-0) og USA (2-1) i opvarmningen til slutrunden. Potentialet er også stort i Vladimir Petkovics trup, men det er ligesom, at det aldrig rigtig er blevet forløst.
Nu er skadeplagede Xherdan Shaqiri tilbage som en styrkelse af offensiven. Målet er at nå den første slutrunde-kvartfinale siden 1954.
Nøglespiller: Granit Xhaka
13. Ukraine
De gik ubesejret gennem kvalifikation, som de vandt foran Portugal. De kommer til EM med midtbaneprofilen Andriy Yarmolenko i topform.
Nøglespiller: Oleksandr Zinchenko
14. Kroatien
VM-sølvvinderne har ikke samme niveau som i Rusland for tre år siden. Stadig mange fine navne, men resultatmæssig har det virkelig knebet i 2020 og 2021.
Nøglespiller: Luka Modric
15. Sverige
Sportsligt har optakten til EM været fin med to sejre over Finland og Armenien, men udenfor banen har det været kaotisk. Profilen Dejan Kulusevski og Mattias Svanberg er ramt af corona.
Nøglespiller: Emil Forsberg
16. Wales
Waliserne kan glæde sig over, at Bale fik en fin afslutning på sæsonen i Tottenham, men optakten til EM har ikke været god: 0-3 mod Frankrig og 0-0 mod Albanien.
Nøglespiller: Gareth Bale
17. Østrig
De har ikke scoret i de to testkampe forud for EM (0-1 mod England) og (0-0 mod Slovakiet). Uroen ulmer i kulissen, hvor der ikke er tilfredshed med Franco Fodas spillestil.
Nøglespiller: David Alaba
18. Tjekkiet
Optakten til EM har vist, at der er et stykke vej til de bedste nationer. De tabte 0-4 til Italien, men har besejret Albanien 3-1. De skal forbi Kroatien for at være sikker på at gå videre.
Nøglespiller: Patrick Schick
19. Rusland
Det solide og sammenspillede mandskab har spillet 1-1 mod Polen og vundet 1-0 over Bulgarien forud for slutrunden. De skal slås med Danmark om andenpladsen i gruppen.
Nøglespiller: Artem Dzyuba
20. Slovakiet
De kom med i sidste øjeblik, da de besejrede Nordirland. 1-1 mod Bulgarien og 0-0 mod Østrig skaber ligesom ikke stor grobund for EM-optimisme. De ligner slagtekvæg.
Nøglespiller: Marek Hamsik
21. Skotland
Skotterne er aldrig kommet videre fra gruppen ved et EM eller VM. Denne gang har de tre hjemmekampe, så muligheden er der. Slog Luxembourg 1-0 i sidste test.
Nøglespiller: Andy Robertson
22. Ungarn
Ungarerne er havnet i Gruppe Død, og det vil være en stor præstation at komme videre. De har leveret fornuftige resultater de seneste år og ikke tabt siden september.
Nøglespiller: Péter Gulácsi
23. Nordmakedonien
Slutrundedebutanten kan kun overraske positivt. Det har de gjort før. Sejren over Tyskland på udebane i marts viser, at de kan agere drillepind.
Nøglespiller: Goran Pandev
24. Finland
Finnerne har fået en skidt optakt til EM. Slutrundedebutanten har ikke vundet i deres seneste seks kampe og tabte generalprøven 1-0 til Estland.
Nøglespiller: Teemu Pukki