'Er du skadet, Kasper?'

Alt handler om suveræne Schmeichel i landsholdets målmandsgruppe

En for alle og alle for en.

Sådan lyder de tre musketerers berømte motto, der på sin vis passer perfekt på landsholdets målmandstrio Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl.

Især hvis man vægter sidste del af sætningen tungest.

I trioen er der nemlig ikke skyggen af tvivl om, at det er ekstremt ambitiøse Schmeichel, som er førstevalg.

Så mens der blandt markspillerne hver dag konkurreres om spilletid på træningsbanen, så er Lössl og Rønnow – så længe førstevalget ellers er klar til kamp – reelt med som det ’backingband’, der skal give Schmeichel de bedste forudsætninger for at stråle i det danske mål.

Roller, der afkræver stor respekt, understreger førstevalget.

- Jeg har stået i alle positioner i denne målmandsgruppe. Jeg har både været tredje-, andet- og førstevalg, og jeg respekterer og forstår alle roller. Uanset om det i klubben eller på landsholdet, så er rollen som reservemålmand den absolut sværeste, siger Kasper Schmeichel.

- Du skal træne på fuld gas og være klar til at spille på kampdagene.  Du er nødt til at gøre alle de samme ting som ham, der spiller, men du får ikke forløsningen. Fysisk og mentalt er det utrolig svært.

- Og jeg har kæmpe respekt for de målmænd, som udfylder de roller. Det har jeg selv gjort i mange år. I denne gruppe er der ikke andet respekt, siger Schmeichel, der får optimale betingelser i sin forberedelse.

- Min rolle er at være mig selv. Sætte et godt eksempel, gå forrest og gøre de rigtige ting både indenfor og udenfor banen, siger Kasper Schmeichel, der ikke selv er meget for at give sig selv prædikatet som en af verdens bedste mellem stængerne.

- Jeg går jo ikke rundt og tænker sådan om mig selv. Jeg tænker kun på mine egne præstationer i hver enkelt kamp. Og på at skabe en stabilitet og ro på holdet, så de ved, at de kan regne med mig, siger han.

- Og tilliden til Schmeichel er til at få øje på. Også hos Jonas Lössl, der trods egne ambitioner er 100 procent indforstået med hierarkiet.

- Det handler om den respekt spillerne har for hinanden. Det siger meget om keepergruppen, at vi kan italesætte det. Vi kan godt tage pis på Kasper og spørge, ’er du skadet, er det os, der skal spille nu? Kasper ser også det, vi gør i klubberne, forklarer FCM-keeperen.

- Den eneste måde sådan et hierarki kan fungere på, er, at der ikke er noget hierarki udenfor banen. At vi ser hinanden som lige. Udenfor banen og på det personlige plan har vi stor respekt for hinanden. Og hvis vi ikke fik den respekt fra Kasper, ville vi heller ikke være lige så gode til at bakke ham op.

- Jeg har kæmpestor respekt for ham som menneske og sportsmand. Han er en unik målmand. Af alle dem, jeg har oplevet, er han den bedste. Og jeg bliver glad, når Kasper spiller godt. Det gør jeg virkelig, siger Jonas Lössl, der dog ikke har opgivet drømmen om en dag at være nummer et.

- Der er jo ikke noget, jeg hellere vil end at spille. Hvis man mentalt sætter sig for, at man konkurrerer om nummer to, så tror jeg aldrig, at man bliver nummer et. Både Frederik og mig bilder os ind, at vi kæmper mod Kasper.

- Det er med til at gøres os alle sammen bedre, vurderer Lössl, der, hvis alt går efter planen, kan se frem til en slutrunde med præcis nul minutters spilletid.

Vær klar med et toptunet hold i EM-manager: Eksperten serverer flere nøgletips til en superstart her!

Læs også: Sommerrengøring i FCK: Her er PC's store plan (Ekstra Bladet PLUS+)