Eriksen laver 'en Mette F': - Bliv nu hjemme

Christian Eriksen har lånt lidt eksponering hos Anders Hemmingsen, så flere ser hans budskab om at blive hjemme

Mandag var sundhedsministeren ude og skælde ud på danskerne, og tirsdag aften var det så statsministeren, der løftede pegefingeren over for særligt de unge. Smitteantallet stiger, og alle skal hjælpe nu, lyder det. Video: Anthon Unger

Det er ikke kun statsminister Mette Frederiksen, der låner sig til kanaler, hun ikke normalt når ud på med sine budskaber i denne coronatid.

Det gør såmænd også Christian Eriksen. Og som Mette Frederiksen har han delt et coronabudskab via internetpersonligheden Anders Hemmingsens kanaler.

- Hej, Anders' følgere. Bliv nu hjemme. Det gør jeg i hvert fald, siger Eriksen, mens han kaster sig ned på sin seng.

Egentlig er det ikke strengt nødvendigt for den danske landsholdsspiller at skulle eksponeres af Anders Hemmingsen. Han har eksempelvis dobbelt så mange følgere på Instagram som Hemmingsen, der har knap en million.

Men de fleste af Eriksens er hentet i udlandet, og segmentet er måske heller ikke helt det samme. Desuden har Hemmingsen en Facebook-konto, der følges af 300.000, så der er god mulighed for at ramme en dansker, der ikke allerede har tjekket Christian Eriksens Insta-story, hvor den korte video også er blevet slået op.

Og Christian Eriksen har konsekvenserne af coronaepidemien tæt inde på livet. Han spiller til dagligt i Inter og bor derfor i Milano-området, der ligger lige midt i det værst ramte område i Europa.

Næsten 50.000 italienere er smittet med coronavirussen og mere end 4000 er bukket under, hvilket gør Italien til det land i verden med flest bekræftede dødsfald på grund af virussen.

Se også: Dansk stjerne i opråb fra udlandet

Se også: I modvind efter corona-udtalelse

Se også: Fanget i Afrika: Wozniacki går i karantæne

 

 

9 kommentarer
Vis kommentarer