Eriksen om kollaps: - Jeg kender årsagen

- Det føles, som om jeg slet ikke har været væk fra holdet, siger Christian Eriksen, der måske vil forbi Parken alene dagen før kampen mod Serbien

Christian Eriksen er tilbage i landsholdslejren.
Følg Fodbold
Følg Landsholdsfodbold

Han ligner fuldstændig sig selv, Christian Eriksen.

Måske står han en tand skarpere end før det uhyggelige kollaps for mere end ni måneder siden.

Nu er han tilbage. På landsholdet. I vante omgivelser, hvor han gennem 109 landskampe har været et fodboldmæssigt samlingspunkt for Danmark.

- Jeg har det godt, er fysisk på toppen og føler mig rigtig godt tilpas. Mentalt er jeg på samme niveau. Jeg spiller og ser fodbold på samme måde. Der mangler lidt kamprytme, men det skal nok komme.

Christian Eriksen holdt hof for det danske pressekorps forud for torsdagens træning. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen holdt hof for det danske pressekorps forud for torsdagens træning. Foto: Lars Poulsen

- Jeg er måske lidt overrasket over, jeg allerede efter en måned i Brentford kunne spille kampe, og derfor kommer det lidt bag på mig, at jeg også er på landsholdet allerede nu.

- Jeg synes slet ikke, jeg har været væk, men jeg har jo ikke været med i ni måneder. På den måde er det lidt af en sejr at træde ind i lejren igen, siger Christian Eriksen foran det danske pressekorps på Hotel Barcelo i Marbella.

Under normale omstændigheder er der en håndfuld spillere til rådighed for pressen.

Sådan er det ikke torsdag på spillerhotellet i Marbella, hvor tunge, mørke skyer er trukket ind over det sydspanske. Natten har budt på massiv regn, og det er svært at finde et lys i horisonten. Efter en periode på mere end 200 dage uden regn virker den ustoppelig.

Men det store lys i det spanske mørke denne torsdag er Christian Eriksen. Han har overtaget scenen. Det er ham, der naturligvis er i fokus i landsholdslejren.

Det uhyggelige kollaps er ikke parkeret eller glemt hos Christian Eriksen. Det er noget, der altid vil være en del af ham også i fremtiden.

Christian Eriksen vil ikke glemme, hvad der er sket. Han kender årsagen til kollapset, men vil holde det for sig selv. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen vil ikke glemme, hvad der er sket. Han kender årsagen til kollapset, men vil holde det for sig selv. Foto: Lars Poulsen

- Det, der skete, er en del af historien og en del af mig. Sådan vil det altid være. Men jeg har mange gange spurgt: Hvorfor skete det lige for mig.

- Jeg kender årsagen, men den vil jeg gerne holde for mig selv. Nu er jeg kommet videre som fodboldspiller og som menneske, siger Christian Eriksen og slår så fast:

- Det er en god ting at have det med i bagagen. For folk glemmer ikke, hvad der er sket. Jeg går ud fra, at det ikke går galt igen. For jeg er blevet testet i hoved og røv, påpeger han.

Kort efter det dramatiske kollaps i Parken, hvor han reelt var død i flere minutter, fik han indopereret en ICD-enhed. Derfor tog han også kontakt til den hollandske landsholdsspiller Daley Blind, der har været gennem et tilsvarende forløb.

Christian Eriksen var lidt nervøs, da han gik på banen til comeback i Premier League 26. februar. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen var lidt nervøs, da han gik på banen til comeback i Premier League 26. februar. Foto: Lars Poulsen

- Jeg har været meget i kontakt med ham. Allerede da jeg lå på hospitalet. Jeg har lænet mig en del op ad ham. Specielt i forhold til genoptræningen. Og så har jeg set ham, når jeg har genoptrænet i Amsterdam.

- Det er helt naturligt, at jeg har talt med ham om den mentale del, ICD-enheden og livet som sådan, forklarer Christian Eriksen.

Han erkender, at nervøsiteten ramte ham, da han gjorde comeback til topfodbold for Brentford 26. februar mod Newcastle.

Christian Eriksen gav et stort kram til Christian Nørkjær, chef for fodboldlandsholdet, da han modtog ham i lufthavnen i Malaga onsdag aften. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen gav et stort kram til Christian Nørkjær, chef for fodboldlandsholdet, da han modtog ham i lufthavnen i Malaga onsdag aften. Foto: Lars Poulsen

- Adrenalinen pumpede lidt. Og jeg var lidt nervøs. Hjertet sad helt oppe i halsen, forklarer han.

Brentford har været den rigtige klub på det helt rigtige tidspunkt for ham.

- Der var flere muligheder, men Brentford var det bedste for mig, påpeger Eriksen, der slet ikke er begyndt at tænke på fremtiden efter sæsonen.

- Jeg prøver at leve meget i nuet. Så hvad der sker i næste sæson, ved jeg ikke endnu, pointerer han.

Christian Eriksen har udsigt til at starte på bænken lørdag mod Holland, fordi han har været ude én uge med corona og kun har kamptræning fra tre Brentford-kampe.

- Nå, skal jeg starte ude. Så må jeg hellere have en snak med Hjulmand. Nej, det er helt i orden at starte ude. Jeg skal også passe på, jeg ikke løber ind i skader her, hvor jeg er vendt retur.

- Om mit comeback bliver i Amsterdam eller Parken, betyder ikke så meget. Men det er to steder, der har haft enorm betydning for min karriere, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mere fra Ekstra Bladet+

Mettes skamløse spinshow

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+