Eriksen tog fusen på alle

- Jeg skal hverken se Portugal, Albanien eller Sverige til EM, siger Christian Eriksen med henvisning til de tre nationer, der kostede Danmark EM-deltagelsen

Hør Ekstra Bladets Japan-folk vurdere Eriksens optræden på pressemødet torsdag

NAGOYA (Ekstra Bladet): Det var på sin vis et historisk øjeblik i presselokalet på mægtige Toyota Stadium i Nagoya.

Christian Eriksen var i snakkehjørnet og i sådan en form, at præstationen bag podiet på måder minder om det han har leveret gennem sæsonen i Tottenham: en toppræstation!

Med et skævt smil fik Christian Eriksen det danske pressekorps til at bryde ud i spontan latter.

Det er aldrig sket før, at den 24-årige fynbo med den beskedne udstråling har rullet sig så meget ud.

Men det skete, da han fik spørgsmål om sommerens EM-slutrunde.

- Der er nogle kampe jeg skal se til EM. Men der bliver også nogle kampe, jeg helt skal holde mig fra. Jeg skal hverken se Portugal, Albanien eller Sverige, siger han med et lumsk smil.

Christian Eriksen har fået EM-skuffelsen på afstand. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen har fået EM-skuffelsen på afstand. (Foto: Lars Poulsen)
 

Kreatøren henviste naturligvis til de tre lande, som beseglede Danmarks EM-skæbne og er årsagen til, at Danmark lige nu spiller en testturnering i Japan frem for at forberede sig til EM-slutrunden.

- Det er ikke lige så sjovt at være her, som at være med til VM. Omvendt er det skønt at være kommet så langt væk med landsholdet, siger Christian Eriksen, der har fået EM-skuffelsen på afstand.

- Det sidder ikke længere så dybt i mig. Der er sket meget, siden vi glippede EM, forklarer han.

Tottenham-talent storroser Eriksen: Han er verdensklasse

Han skal stråle
Det kan godt være, at det kun er to testkampe, Danmark skal spille de kommende dage i Kirin Cup i Japan.

Men den vigtigste og afgørende opgave for Åge Hareide mod Bosnien og i den anden kamp mod enten Japan eller Bulgarien er at få Christian Eriksen til at spille en hovedrolle. Få sat kreatøren i scene, så han bliver den nøglespiller, han skal være, hvis Danmark om halvandet år skal stå med billetten til VM i Rusland.

Faktisk er det altafgørende for Hareides projekt VM-2018!

Åge Hareide proklamerede for et par måneder siden, at han betragter det som en af sine vigtigste opgaver at få Christian Eriksen til at indtage en hovedrolle på landsholdet, hvis han skal være en succes som landstræner.

Ja, han gik faktisk skridtet videre og kaldte det for en fiasko, hvis ikke Eriksen strålede og blev en af holdets mest dominerende spillere.

Christian Eriksen får stort ansvar under Åge Hareide. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen får stort ansvar under Åge Hareide. (Foto: Lars Poulsen)
 

Det gik fremragende mod Island, og mod Skotland var han trods alt den mest fremtrædende på et svagt spillende mandskab.

- Jeg føler også, jeg var en nøglefigur, da Morten Olsen var landstræner. Han sagde det bare bag lukkede døre. Nu siger Åge det mere direkte.

- Systemet og tankerne er lidt anderledes hos Åge. Jeg prøver at lære de ideer, som Åge gerne vil have, vi skal udføre. På den måde, vi spiller, kan det godt blive mere direkte i forhold til den måde, vi spillede på tidligere.

- Man skal nu engang tænke på, at det her kun er den anden samling. Men jeg føler, vi kan blive trygge ved den direkte måde, som Åge gerne vil spille på.

- Jeg håber til gengæld, at vi kan have tingene finpudset og helt på plads til september, når VM-kvalifikationen begynder mod Armenien, siger Christian Eriksen, der også har haft besøg af landstræneren i London.

- Som spiller giver det en vis tryghed, at træneren stoler på dig fra dag et, fastslår Christian Eriksen.

Eriksen boykotter tre lande til EM

Mest scorende af alle
Den 24-årige kreatør står allerede med 59 landskampe og er derved en af de mest rutinerede på turen til Japan. Faktisk er det lidt paradoksalt, at han er den mest scorende spiller på turen.

For en spiller, der aldrig har scoret i Parken og kun scoret i én betydende landskamp (i juni 2011 mod Island), er Eriksen med seks træffere altså den mest træfsikre blandt Hareides udvalgte.

- Ja, det er lidt besynderligt, at jeg er truppens topscorer. Der er kommet flere afbud, og så er vi andre, der må tage over og påtage os et større ansvar. For mig at se er det ikke så afgørende, om jeg laver mål eller assist, forklarer han.

Åh nej, Jon Dahl er vores farligste mand

På trods af en lang sæson og flere end 50 kampe, føler han sig langtfra udbrændt.

- Jeg fik en uges ferie efter afslutningen på Premier League, hvor jeg fik tankerne væk fra det hele. Skuffelsen over mesterskabet glippede til sidst kom på afstand, og nu bliver jeg kun mindet om det, når jeg ser Kasper Schmeichel.

- Jeg har gemt lidt energi til de her kampe. For landsholdet er altid noget specielt for mig. Jeg glæder mig til at spille hver gang, smiler Christian Eriksen, der kan se frem til små fire ugers ferie efter hjemkomsten fra Japan på torsdag.

Lukker i om kontraktsnak
Christian Eriksen er bundet til Tottenham i yderligere to sæsoner.

Han tegnede en femårig aftale, da han i sommeren 2013 skiftede fra Ajax til den engelske storklub.

Hen over foråret har der været heftige skriverier om, at en kontraktforlængelse med klubben var nært forestående. Og det er i princippet nu kontrakten skal forlænges, alternativt skal han sælges, fordi prisen kun går nedad frem mod næste sommer, hvis han kun vil have ét år igen af sin aftale.

Intet er endnu sket. Heller ikke på trods af, at Mauricio Pochettino, Tottenhams populære manager, har forlænget sin aftale frem til sommeren 2012.

Christian Eriksen fortæller til Ekstra Bladet, at der intet nyt er at fortælle om hans kontraktsituation. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen fortæller til Ekstra Bladet, at der intet nyt er at fortælle om hans kontraktsituation. (Foto: Lars Poulsen)
 

Christian Eriksen har tidligere kommenteret sin kontrakt-situation. I foråret sagde han til Sky Sports:

- Vi snakker om en ny kontrakt, og det hele er positivt. Jeg tror, jeg kan få opfyldt mine ambitioner her, udtalte han.

Nu er han tavs:

- Jeg har ikke yderligere kommentarer. Der er intet nyt at meddele, siger han kortfattet. 

Engelske pressekilder, der følger Tottenham tæt, vurderer overfor Ekstra Bladet, at det kun bør være et spørgsmål om tid, før flere af profilerne fra den foregående sæson får forlænget deres kontrakter yderligere.

Sidste sommer var Christian Eriksen et brandvarmt navn i Juventus, men uden det førte til en aftale.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Eriksens rådgiver, Martin Schoots.

Følg Danmark-Bosnien live på ekstrabladet.dk fra klokken 09.00 fredag

Jeg kan gå frit alle steder i Istanbul

Kun Real Madrid og Barcelona kan lokke mig væk

Eriksens op- og nedture på landsholdet

De tre bedste

11. august 2010: Danmark – Tyskland 2-2
Morten Olsen starter genopbygningen af et nyt landshold frem mod EM 2012. Det bliver med den 18-årige Ajax-komet i startformationen, hvor han spiller en fremtrædende rolle. Dagen efter hylder Ekstra Bladet ham med kælenavnet: Kong Christian.

9. februar 2011: Danmark – England 1-2
Den kamp blev beviset på, at han kan være med på højeste niveau. Han leverede en storslået første halvleg og fik roser fra blandt andre den tidligere Manchester United-stjerne Rio Ferdinand, der var imponeret over hans præstation. Han har også selv fremhævet den kamp som sin hidtil bedste i landsholdsregi.

11. oktober 2011: Danmark – Portugal 2-1
Her spiller han en fremtrædende rolle på vejen mod EM i Polen og Ukraine. Han har en fod med i begge mål, da Ronaldo & Co. Bliver besejret i Parken. Det er ham, der svinger taktstokken centralt på banen, hvor han også får rigeligt med plads at boltre sig på.

De tre værste

26. marts 2011: Norge – Danmark 1-1
Morten Olsen har ofte forsvaret sine spillere. Men efter den halvsløje indsats i kvalifikationskampen er landstræneren ude med riven. Både overfor Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli. Han er på ingen måder tilfreds med de to kreative spilleres indsats i opgøret.

14. oktober 2014: Danmark – Portugal 0-1
Han mente ikke selv, at det var blandt de dårligste. Alligevel var daværende landstræner Morten Olsen ude med en massiv kritik af ham for hans indsats i kampen, hvor Ronaldo scorede i de døende sekunder.

11. juni 2013: Danmark – Armenien 0-4
Det var ikke kun Christian Eriksen, der ramte bunden på solskinsdagen i Parken. Det var hele holdet. Men når det er sagt, så evnede han - som det kreative omdrejningspunkt - ikke at genrejse holdet som kampen skred frem. Det blev et kollektivt kollaps. Måske det største i nyere tid.