FIFA blåstempler City-spillers nye nationalitet

Franskmanden Aymeric Laporte kan fremover optræde på det spanske fodboldlandshold

Aymeric Laporte (i midten) har opnået spansk statsborgerskab og kan nu jagte en karriere på det spanske landshold. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Aymeric Laporte (i midten) har opnået spansk statsborgerskab og kan nu jagte en karriere på det spanske landshold. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Manchester City-stopperen Aymeric Laporte har nu endegyldigt fået grønt lys til at stille op for det spanske fodboldlandshold.

Laporte er født og opvokset i Frankrig og har været fransk statsborger i hele sit snart 27 år lange liv. Men tidligere på ugen fik han spansk pas, og det åbner nye døre i fodboldsammenhæng.

Trods sin succes på klubplan har han nemlig aldrig spillet en A-landskamp for Frankrig. Derfor er der intet, der står i vejen for en karriere på det spanske landshold.

Nu har også Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) blåstemplet skiftet.

- Spilleren Aymeric Laporte er berettiget til at spille for de udvalgte hold i RFEF - Spaniens Fodboldforbund - med øjeblikkelig virkning, oplyser verdensforbundet ifølge Reuters.

Fifas regler giver en spiller mulighed for at skifte fodboldnationalitet, hvis vedkommende opfylder visse betingelser.

Opvokset i Baskerlandet
Det drejer sig blandt andet om, at spilleren ikke må have været på banen for sin hidtidige nation i en slutrunde som VM eller et kontinentalt mesterskab.

Et andet krav er, at den pågældende spiller ikke har spillet mere end tre A-landskampe. Og de skal alle have fundet sted, før spilleren fyldte 21 år.

De krav opfylder Laporte, der har spillet mere end 50 kampe på franske ungdomslandshold, men altså ikke har været på græs for A-landsholdet.

Hans vej til det spanske statsborgerskab er hjulpet på vej af, at hans familie har rødder i Baskerlandet, og at han tidligere i karrieren spillede otte år for den baskiske klub Athletic Club. Som én af meget få udlændinge i klubbens historie i øvrigt.

Nu er det så op til Spaniens landstræner, Luis Enrique, om Aymeric Laporte skal med til EM-slutrunden til sommer. Her er spanierne i gruppe med Sverige, Slovakiet og Polen.