FIFA idømmer tidligere præsident karantæne

Issa Hayatou, der i fire måneder var midlertidig Fifa-præsident, har fået karantæne i et år fra fodbold

Issa Hayatou var en central figur i Fifa i mange år, men nu har forbundet idømt ham et års karantæne. (Arkivfoto) Foto: Ruben Sprich/Reuters
Issa Hayatou var en central figur i Fifa i mange år, men nu har forbundet idømt ham et års karantæne. (Arkivfoto) Foto: Ruben Sprich/Reuters

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) har idømt sin tidligere midlertidige præsident Issa Hayatou et års karantæne.

Det meddeler Fifa tirsdag på sin hjemmeside. Han skal også betale en bøde på 30.000 schweizerfranc, cirka 208.000 kroner.

74-årige Issa Hayatou fra Cameroun bliver idømt straffen, fordi han i sin tid som præsident for Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) forbrød sig mod Fifas etiske kodeks.

Det er sket i forbindelse med, at han har været involveret i CAF's forhandlinger og underskrivelse af rettigheder af blandt andet medie- og marketingrettigheder med firmaet Lagardère Sports.

Han indgik ifølge FIFA en ikke-konkurrencedygtig aftale, der skadede CAF økonomisk med et trecifret millionbeløb.

Det er sket i årene 2014 til 2017.

Pudsigt nok var det i netop den periode, at Issa Hayatou var fungerende præsident for FIFA.

Det var han fra oktober 2015 og frem til februar 2016, efter at korruption havde kostet FIFA's mangeårige præsident Sepp Blatter posten.

Issa Hayatou udfordrede i 2002 netop Sepp Blatter som FIFA-præsident, men blev ikke valgt.

Hayatou var præsident for CAF fra 1988 til 2017, og fra 1992 til 2017 var han vicepræsident i Fifa.