FIFA slår fast: Klubber skal ikke frigive spillere til OL

Det Internationale Fodboldforbund fastslår, at klubberne ikke tvinges til at frigive spillere til OL

Pione Sisto kan bremses af FC Midtjylland, hvis spilleren bliver udtaget til OL næste sommer. (Foto: Gregers Tycho)
Pione Sisto kan bremses af FC Midtjylland, hvis spilleren bliver udtaget til OL næste sommer. (Foto: Gregers Tycho)

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) bekræfter fredag definitivt, at klubberne ikke er forpligtigede til at frigive spillere til OL i Rio i 2016.

FIFAs eksekutivkomité har drøftet emnet på et møde i de seneste dage i schweiziske Zürich, og fredag kom konklusionen.

- Det blev bekræftet på mødet, at klubber ikke vil være forpligtet til at frigive spillere for mændenes olympiske fodboldturnering i Rio 2016, fordi begivenheden ikke er en del af den internationale kampkalender.

- Men FIFA anmoder om støtte fra klubberne, så spillere, som udtages til landsholdene, får mulighed for at blive del af den olympiske oplevelse, meddeler FIFA.

Se også: Efter Ekstra Bladets afsløring: Nu kræves der afklaring

Hos Dansk Boldspil-Union (DBU) tager man beslutningen til efterretning, og der skal nu gang i en dialog for at sikre den bedst mulige løsning næste år.

- Det vigtigste var i første omgang at få en afklaring. For den uvished, om det var os, der bestemte, eller klubberne, gjorde, at det var rigtig svært at komme videre i den dialog, vi har haft i noget tid med Divisionsforeningen.

- Så for os var det vigtigt, at vi nu har fået den afklaring, siger Kim Hallberg, elitechef i DBU.

FC København skal ikke frigive Andreas Cornelius til OL næste sommer. Det er nu op til en forhandling, om DBU og FCK kan blive enige. Ikke meget tyder på, at FCK vil afgive spillere til OL. (Foto: Lars Poulsen) Superligaen - 22. sep. 2015 - kl. 14:26 Afsløring: OL-bombe kan ramme danske spillere

FIFAs beslutning kan få betydning for Danmarks muligheder for at stille med et stærkt hold ved OL-turneringen i Rio.

- Det her er en kompliceret problemstilling, som handler om, at parterne sætter sig ned og finder en løsning, som er bedst for dansk fodbold som helhed.

- Med respekt for klubfodbolden, den europæiske deltagelse, Superligaen og selvfølgelig det OL-hold, man sender af sted.

- På den vis ændrer afgørelsen ikke noget. Det er stadig min forventning og formodning, at det også er det, Divisionsforeningen ønsker, siger Hallberg.

FIFA udsendte i 2012 et cirkulære, der sagde, at klubberne skal frigive spillere til OL. Tidligere i år har FIFA imidlertid ændret reglerne, så det ikke længere er tilfældet.

6 kommentarer
Vis kommentarer