Finland hjælper Danmark i VM-kvalifikationen

Det finske fodboldlandshold hentede sin første sejr i VM-kvalifikationen, da Island hjemme blev slået 1-0.

De finske spillere fik endelig en sejr efter fem nederlag og en uafgjort. Foto: AP/Jussi Nukari
De finske spillere fik endelig en sejr efter fem nederlag og en uafgjort. Foto: AP/Jussi Nukari

Torsdag aften flaskede diverse resultater i VM-kvalifikationen sig til fordel for Danmark. Fredag sørgede Åge Hareides tropper så selv for at afklapse Polen - og lørdag var der mere hjælp til de rød-hvide.

I Gruppe I var det Finland, der med en 1-0 sejr over Island sørgede for, at forrige sommers EM-sensation tabte et skridt i toer-regnskabet, hvor Danmark med stor sandsynlighed skal finde sin VM-rute.

Her hører også Island til, og selv om de er noteret for 13 point, så er det kun de 10 af dem, der tæller med i toer-regnskabet, da de tre mod Kosovo skal trækkes fra.

Tre point til Island havde betydet, at de havde været svære at hente for Danmark, der i selvsamme regnskab har syv point, men har mulighed for at hente yderligere ni.

Island kan højst hente yderligere seks, da de mangler at møde gruppens prügelknabe, Kosovo.

Island kunne ellers have sat sig på gruppens førstepladsen, der kaster en VM-plads af sig. Det havde krævet mindst et point mod Finland, der inden da blot havde et enkelt point på kontoen.

Det blev der rettet op på, for der var kun spillet otte minutter, da hjemmeholdet kom foran 1-0 på en sand perle. Finland fik tilkendt et frispark, og Alexander Ring bragede bolden direkte i mål på en fremragende scoring.

Finland med FC Midtjylland-spilleren Tim Sparv som anfører var i det hele taget i teten i første halvleg, hvor Island havde svært ved at skabe spillet og sætte hjemmeholdet under pres.

Alexander Ring fra klubben New York City var tæt på at gentage bedriften, da han afsluttede på endnu et direkte frispark efter 38 minutter, men det var uden held, og Finland gik til pause foran med et enkelt mål.

Island åd sig mere og mere ind i opgøret i første halvlegs første kvarter, men det var uden at dominere voldsomt og presse Finlands keeper Lukas Hradecky.

Björn Sigurdarson var tæt på kort efter sin indskiftning for Island, og i den anden ende forsøgte Brøndbys Paulus Arajuuri sig med et flot hovedstødsforsøg for Finland.

Der var chancer i begge ender i slutfasen, og det brændte gevaldigt på i det finske forsvar, hvor Hradecky dog fik afværget.

Serbien vandt hjemme 3-0 over Moldova i gruppe D, mens Irland i samme gruppe måtte nøjes med 1-1 ude mod Georgien.

Det betyder, at Serbien topper gruppen med 15 point foran Irland med 13 point.

Læs mere om VM-kvalen:

Se også: Bendtner helt rørt: Jeg fik et sus i kroppen

Se også: Hareides hemmelighed: Det var lidt hjernevask

Se også: Danmark slagtede Polen: Kong Christians store aften

Se også: Hareide afslører Brøndby-stjernes fremtid

3 kommentarer
Vis kommentarer