Fischer affejer kritik: Vil skide på hvad de siger

Den danske kantspiller mener selv, han er blevet en meget bedre spiller de seneste sæsoner, selvom kritikere vil påstå, at hans formkurve har været nedadgående siden debut-sæsonen i Ajax

HELSINGØR: (Ekstra Bladet): Da Viktor Fischer tilbage i 2012/2013-sæsonen som 19-årig brød igennem for den hollandske storklub Ajax Amsterdam, forudså de fleste fodboldkyndige folk, at den danske kantspiller inden for nogle år ville skifte til en større liga - eksempelvis Premier League.

Den profeti holdt stik, for tre år senere har Fischer skiftet Ajax ud med Middlesbrough, der har sikret sig billet i den bedste engelske række.

Men selvom den 21-årige danske landsholdsspiller har taget et skridt op fra Æresdivisionen til Premier League fra næste sæson, havde eksperter nok regnet og håbet på, at Fischer ville have udviklet sig i en sådan grad, at en større klub havde fået øjnene på for kreatøren.

Det er ikke tilfældet - noget som den hollandske fodboldjournalist Michiel Jongsma også sætter fokus på i en artikel for i et blog-indlæg.

- Det virkede som om, at det kun var et spørgsmål om tid, før han skiftede til en europæisk storklub. Men siden første sæson har form- og udviklings-kurven været nedadgående - især på grund af skader. At sige at Fischer endnu ikke har udnyttet sit potentiale, er en kæmpe underdrivelse, skriver han.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)
 

Ekstra Bladet præsenterede Fischer for denne hollandske vurdering til landsholdets træning fredag middag, men den præmis var kantspilleren ikke med på.

- Du må gerne skrive, at jeg vil skide på, hvad de siger. Det må du gerne citere mig for, kommer det bombastisk fra hovedpersonen.

- Jeg synes faktisk, at det er gået fremad. Jeg er blevet en væsentlig bedre spiller gennem de år. Jeg havde en rigtig lang skadespause. Folk glemmer rigtig hurtigt - sådan er denne verden. Man kigger på resultatet og ikke på forløbet. Men jeg har styr på forløbet, og jeg er rigtig positiv omkring det hele. Jeg føler mig mere moden som fodboldspiller, vurderer han.

Første sæson for A-holdet i Ajax var en kæmpe succes for den tidligere FC Midtjylland-spiller, der bankede ti mål ind og hjalp holdet til det hollandske mesterskab. Men siden da har præstationerne været svingende, og midt i anden sæson pådrog han sig en slem baglårs-skade, som han først for alvor kom sig over et år senere.

I mellemtiden valgte cheftræner Frank de Boer at satse på andre kantspillere - og det banede vejen for et skifte til Middlesbrough denne sommer. Fischer håber da også, at han kan ramme det høje niveau igen, som han viste i sin første sæson i Holland.

- Det er en mulighed for at blomstre op igen. Jeg håber, jeg griber chancen, og jeg har tænkt mig at gå 110 procent efter det.

(Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)
 

Hvad er det for en Fischer, vi kommer til at se i Premier League?

- Ja, det ved jeg jo knap nok selv. Det må tiden vise. Men forhåbentligt den spiller, som jeg ved, at jeg kan være, og det er en god spiller, siger han.

Nogle kritikere har sat spørgsmålstegn ved, om du kan klare det i Premier League. Hvilke tanker har du gjort dig om det?

- Ingen, kommer det prompte fra Fischer.

Christian Eriksen er også sikker på, at hans tidligere holdkammerat i Ajax har taget det rigtige valg.

- Jeg tror, skiftet er rigtig positivt. Jeg har snakket med ham et par gange, om hvad han vil. Han føler, at det er det rigtige for ham, og det tror jeg også, det er. Det er et hold, der lige er rykket op, men i Championship spillede de trods alt en del fodbold i forhold til de andre hold, siger Tottenham-profilen.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere