Flygter fra landskamp efter kupforsøg

Det marokkanske fodboldlandshold er søndag blevet evakueret fra Guinea, hvor et kupforsøg udspiller sig

Specialstyrker fra hæren i Guinea har ifølge eget udsagn taget magten i det vestafrikanske land ved et kup søndag. Foto: Stringer/Reuters
Specialstyrker fra hæren i Guinea har ifølge eget udsagn taget magten i det vestafrikanske land ved et kup søndag. Foto: Stringer/Reuters

Det er sent søndag aften lokal tid lykkedes Marokkos fodboldlandshold at slippe ud af Guinea.

Det oplyser en marokkansk embedsmand, efter at specialstyrker fra hæren ifølge eget udsagn har taget magten i det vestafrikanske land ved et kup.

Marokkos herrelandshold skulle efter planen have spillet mod Guinea i hovedstaden Conakry mandag i VM-kvalifikationen. Som følge af urolighederne er spillerne og resten af holdet nu i stedet på vej hjem til Marokko.

- De er om bord på flyet og er på vej til Marokko, siger Mohamed Makrouf fra Marokkos Fodboldforbund (FRMF).

Han fortalte tidligere søndag aften, at holdet befandt sig 'i sikkerhed' på et hotel i Conakry, og at fodboldforbundet var i færd med at evakuere spillerne.

'Temmelig ustabil'
I en erklæring udtaler Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at kampen er udskudt. Det sker blandt andet for at 'beskytte spillerne' og kampens arrangører.

- Den nuværende politiske situation og sikkerhedssituation i Guinea er temmelig ustabil og bliver nøje overvåget af FIFA og Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), udtaler FIFA.

Hvornår VM-kvalifikationskampen mellem Marokko og Guinea i stedet bliver spillet, er endnu uvist.

Disse oplysninger vil ifølge Fifa blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Påståede kupmagere i Guinea hævder, at de har anholdt landets præsident, Alpha Condé, og afsat regeringen.

I modstrid med militærets udmelding har præsident Condés regering udsendt en meddelelse om, at et angreb mod præsidentpaladset er blevet 'slået tilbage'.

Trods store ressourcer af mineraler er Guinea et af verdens fattigste lande og har længe været præget af politisk ustabilitet.