Fodboldkvinder misser seedning: Her er mulige playoff-modstandere

Det danske kvindelandshold i fodbold skal i første omgang møde Holland eller Schweiz i VM-playoffturnering

Fodboldkvinderne møder Holland eller Schweiz. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Fodboldkvinderne møder Holland eller Schweiz. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

De danske fodboldkvinder er useedede, når der fredag trækkes lod om, hvem der skal mødes i de første to playoffdueller om en plads ved næste års VM i Frankrig.

Det samme er Belgien, og Danmark møder dermed enten Holland eller Schweiz, der af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er blevet seedet.

Der spilles både ude og hjemme i playoffsemifinalerne. Vinder danskerne samlet over Holland eller Schweiz, venter vinderen fra det andet opgør, der også skal besejres over to kampe, før VM-pladsen er i hus.

De første to opgør spilles mellem 1. og 9. oktober. Playofffinalerne spilles mellem 5. og 13. november.

Tirsdag aften missede Pernille Harder og holdkammeraterne den direkte kvalifikation med et 0-1-nederlag til Sverige på et propfyldt og festklædt stadion i Viborg.

Med nød og næppe var den samlede danske kvalifikation dog god nok, til at landsholdet sluttede blandt de fire bedste toere på tværs af syv grupper i den europæiske VM-kvalifikation.

Danmark har mødt Holland tre gange siden juli 2017. Alle tre gange er danskerne gået fra banen som tabere. Blandt andet i sidste års EM-finale, som Holland vandt 4-2.

Sidste gang, Danmark mødte Schweiz, var i september 2015, hvor det blev til et dansk 1-4-nederlag i en venskabskamp.

Lodtrækningen til VM-playoffkampene finder sted fredag klokken 14.

Se også: Nadim afværgrer ydmygelse - VM-matchbold mod Sverige

Danmarks nye landshold stiller med Serie 1-spillere, studerende og Netto-medarbejdere, så hvor stort taber de til verdensstjernerne? Foto: Lars Poulsen Landsholdsfodbold - 5. sep. 2018 - kl. 13:24 1-2-3-4-5-6-7-8 mål? Sådan undgår Danmark pinlige rekord-smæk

1 kommentar
Vis kommentarer