Færøerne bliver modstanderen for det danske fodboldlandshold i årets første fodboldlandskamp, der spilles 27. marts på MCH Arena i Herning.
Det oplyser Herning Kommune i en pressemeddelelse.
- Det bliver godt at få samlet holdet igen, og med testkampen mod Færøerne tager vi for alvor hul på et vigtigt forår frem mod EM til sommer. Vi ser frem til at møde et kompetent færøsk mandskab, siger landstræner Åge Hareide.
Fire dage senere venter endnu en testkamp for Hareide og hans tropper. Her venter en på papiret noget større opgave mod England på Wembley i London.
Superliga-træner giver klar EM-besked til Åge
Begræder Jons afgang: Han bliver en stor træner
Hvem ender som Åges EM-hjælper?
Ebbe Sand
Han må være favoritten, hvis det skal være en dansker. Han opfylder alle forudsætninger for at træde til som assistenten frem til og med EM. Han har Pro Licens, trænererfaring, slutrundeerfaring og er ledig på markedet. Læg dertil, at han er en meget vellidt person. Han vil være det oplagte valg.
Christian Poulsen
Den tidligere landsholdsspiller fik sidste sommer et stort job som assistenttræner i Ajax. Han har A-licens og opfylder derfor betingelserne for at få jobbet. Han kan godt passe et job som assistenttræner, fordi Danmark i foråret blot spiller to kampe i marts og så er samlet i mindst fem uger i forbindelse med EM.
Brian Priske
FCM-træneren arbejdede for Åge Hareide forud for VM i Rusland, hvor han kortlagde Peru. Han har alle forudsætninger for at træde til i rollen som assistent. Udfordringen kan blive, hvis Danmark går videre ved EM, og det så kolliderer med FCM’s forberedelser til den nye sæson. Specielt hvis klubben har vundet mesterskabet og skal forberede sig til Champions League-kvalen.
John ’Faxe’ Jensen
Han trådte til, da DBU skulle bruge en vikarlandstræner under konflikten i 2018 og er i dag chefscout for Arsenal i Skandinavien. Han har stor erfaring i trænerrollen - både som cheftræner og assistent. Han har slutrundeerfaring og kan formentlig kombinere et job som assistent med jobbet i Arsenal.
Lars Olsen
Europamesteren fra ’92 var I starten af årtusindet assistent for Hareide i Brøndby. Det giver ham i denne sammenhæng et stort plus, og havde han ikke taget jobbet i Esbjerg, havde han været oplagt. Han har dog nok at se på vestkysten, hvor foråret kommer til at stå på blodig overlevelseskamp
Peter Bonde
Morten Olsens tidligere assistent er ledig på markedet, selv om han træner piger på Oure Idrætsefterskole. Han har de faglige kompetencer og erfaring fra slutrunder. Samtidig kender han alt til rollen som assistenttræner. Men han brændte også broer til DBU-folket, da han stoppede i unionen.
Christian Lønstrup
Lønstrup gjorde sit trænernavn varmt i Helsingør, som han førte fra 2. division til Superligaen. Lige nu bliver han dog mest husket for den mulige matchfixing-sag i Roskilde. Det kostede ham i foråret tjansen i domkirkebyen at mistænke sine spillere for matchfixing, og han har siden været uden job.
Morten Wieghorst
Under normale omstændigheder ville det give mening at fremrykke Wieghorsts ansættelse, men han hænger så meget sammen med Kasper Hjulmand, at det ville være opsigtsvækkende, hvis han startede før tid. Kvalifikationerne har han ellers, og han er ledig på markedet.
Mark Strudal
Den tidligere så åbenmundede angriber er ledig efter fyringen i Lyngby for lidt over et år siden. Han har papirerne i orden og har mange års erfaring som assistent i både FC Nordsjælland og Brøndby. Slutrundeerfaring har han dog ikke, og det ville være overraskende, hvis Hareide valgte at pege på ham.
Michael Laudrup
’Mister’ er ledig på markedet og har alle de faglige kvalifikationer, men Laudrup kender også mekanismerne. Hvis han springer til sådan et job, vil al fokus flytte sig til hans person. Og ligefrem assistent under norske Åge Hareide. Nej vel, det klinger bare ikke rigtigt…