Før U21-EM: Danmark må nøjes med 'sekunda-hold'

Profilerne vender U21-landsholdet ryggen før EM-slutrunden i Polen

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Det bliver ikke et tema om forventningspres, som U21-landstræner Niels Frederiksen kommer til at kæmpe med op til EM-slutrunden i Polen, der starter om fire uger.

For når landstræneren mandag sætter navne på de 21 spillere i truppen, så vil der mangle så mange af generationens største danske spillere, at det hele får lidt et skær af at være et sekunda-hold.

Ingen Kasper Dolberg. Ingen Riza Durmisi. Ingen Andreas Christensen.

Der kan stort set stilles et dansk stjernehold af alle de stortalenter, der ikke kommer med til EM.

For to år siden valgte Viktor Fischer og Pierre-Emile Højbjerg for en stund at træde ind i de unges rækker igen for at forsøge at hente en EM-titel til Danmark. Det var lige ved at ske, men semifinale-pladsen blev endestationen og følelsen af antiklimaks overskyggede, at det faktisk var en historisk god dansk præstation på U21-niveau.

Niels Frederiksens stjerner fra udlandet bliver denne gang efter alt at dømme spillere som Patrick Banggaard (Darmstadt), Lucas Andersen (Grashoppers), Lasse Vigen Christensen (Burton/Fulham) og Andrew Hjulsager (Celta Vigo).

Zohore i aktion for Cardiff. Foto: TV3 Sport
Zohore i aktion for Cardiff. Foto: TV3 Sport

Eksotisk
Bliver det virkelig eksotisk, så er Kenneth Zohore (Cardiff) og Kristian Pedersen (Union Berlin) også med. Men to udlandsproffer fra næstbedste række i England og Tyskland får ikke rød-hvide fans til forventningsfuldt at strømme ud i gaderne, når truppen er officiel.

- Jeg vil ikke sige noget om udlandsprofferne. Det må vente til udtagelsen mandag (i morgen, red.), fastslår Niels Frederiksen.

Klubber i udlandet er ikke forpligtet til at frigive danske spillere til slutrunden.

Det betyder, at Niels Frederiksen kommer til at læne sig op ad en stamme af spillere fra primært Superligaen, som har spillet den sikre førsteplads i kvalgruppe fem i hus.

- Når man laver bevisførelse i matematik, snakker man om nødvendige og tilstrækkelige betingelser. Og det er ikke en nødvendig betingelse for at komme med til EM, at man har været med hele vejen, men det er heller ikke en ulempe … det er nok faktisk en fordel, ler Niels Frederiksen afslappet.

- Dem, der har været med rigtig længe, har fine betingelser for at vide, hvad det er, jeg gerne vil.

- Jeg vil også kende til, hvordan de fungerer i gruppen, så det er ikke kun noget, der handler om spillestilen, siger Niels Frederiksen, der antyder, at han i sin trup også skæver til, hvordan spillerne optræder uden for banen.

- Jeg bliver nødt til at gøre mig overvejelser i forhold til, at vi skal være samlet i lang tid. Det betyder noget i forhold til gruppedynamikken, siger han og tilføjer:

- Det skal være nogle spillere, der kan holde ud at være sammen i lang tid, og hvor spillerne accepterer deres roller, siger han.

Under EM-slutrunden i 2015 gav det store gnidninger bag lukkede døre, at eksempelvis Viktor Fischer ikke kunne acceptere, at han ikke var selvskreven til startopstillingen.

Dem må du kigge langt efter

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Kasper Dolberg, Ajax

Ajax-kometen, der blev kåret som Årets Talent i Æresdivision, har haft en imponerende sæson. I sin debutsæson i den hollandske liga har han scoret 16 mål og seks assistS. Han har alderen til U21, men bliver udtaget til landsholdet tirsdag og skal på ferie efter kampen mod Kasakhstan. Derfor kommer han ikke med til Polen.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach (Chelsea)

Som styrmand i det centrale forsvar ville han være et stærkt kort at spille for U21-landstræner Niels Frederiksen. Men EM bliver uden ham. Sommeren bliver hektisk for ham, fordi han skal tilbage til Chelsea i jagten på en stamplads. Han skal have friske ben, når Chelsea starter træningen i begyndelsen af juli, hvor turen går til Kina på træningslejr. Derfor er U21-EM udelukket.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Viktor Fischer, Middlesbrough

Sæsonen har været en stor skuffelse for Middlesbrough-spilleren. Han har spillet for lidt og ville faktisk have godt af en U21-slutrunde. Men kampformen er nærmest ikkeeksisterende, fordi han er røget langt ned i hierarkiet i klubben, der er røget ud af Premier League. Sommeren skal afgøre, om han skal væk.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Pierre-Emile Højbjerg, Southampton

Han var tiltænkt den store hovedrolle for to år siden ved U21-EM i Tjekkiet, men evnede aldrig at slå til. Han har stadig alderen til U21-EM, men intet tyder på han vil være at finde i morgendagens trup. Sæsonen i Southampton har ikke været optimal. Siden årsskiftet har det været begrænset med spilletid i Premier League.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Yussuf Poulsen, Red Bull Leipzig

Efter en længere skadespause i foråret er han vendt stærkt retur mod afslutningen på sæsonen. Han skal spille to kampe med landsholdet og siden på ferie. Derfor bliver der ingen EM-slutrunde for ham i Polen, fordi en lang og krævende sæson venter forude, hvor han skal prøve kræfter med Champions League.

Foto: TV3 Sport
Foto: TV3 Sport

Pione Sisto, Celta Vigo

Den 22-årige kantspiller har haft en hektisk sæson efter skiftet fra FC Midtjylland til Celta Vigo. Han har præsteret fornemt på klubholdet og bør komme med i landsholdstruppen til kampene mod Tyskland og Kasakhstan. Siden venter en ferie uden U21-EM, før forberedelserne begynder til den nye sæson.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Riza Durmisi, Betis

Den tidligere Brøndby-profil har haft en fantastisk debutsæson i La Liga. Han er etableret på landsholdet, hvor han er selvskreven til de to kommende kampe. Derfor virker det ikke realistisk, at han skal bruge to uger af sin ferie på en U21-slutrunde i Polen. Der kan sagtens ligge et sommerskifte og vente på ham oven på en opløftende sæson.

Foto: Henrik Schou
Foto: Henrik Schou

Jacob Bruun Larsen, Dortmund

Dortmund-kometen pådrog sig i marts et brud på en knogle i foden og er derfor ude af spillet til en plads i EM-truppen. Han imponerende sidste sommer under OL og ville være et oplagt emne til en plads i den kommende trup.

Sådan kunne startopstillingen have set ud

 

Jeppe Højbjerg; Andreas Christensen -  Andreas Maxsø -  Riza Durmisi; Pione Sisto -  Jacob Bruun Larsen -  Pierre Emile Højbjerg - Viktor Fischer; Yussuf Poulsen - Kasper Dolberg - Marcus Ingvartsen

 

Se også: Efter van der Vaart-ballade: Nu giver han igen

Se også: Hareide smider bombe! Skifter system på landsholdet

Se også: Én dansker blandt de mest magtfulde - kan du gætte hvem?

Rafael van der Vaart med sin nuværende kone, håndboldspilleren Estavana Polman. Foto: Jon De Bont/All Over Press Kendte Drømmekasser: Van der Vaarts tre vigtigste scoringer

12 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere