Første gang nogensinde: Tålmodighed var nøglen

Italien scorede for første gang flere end to mål ved en EM-slutrundekamp, men træner affejer titel-snak

Mancini efter stærk EM-åbning: 'Tålmodighed var nøglen til sejr mod Tyrkiet'

Tålmodighed over for et ultradefensivt Tyrkiet var nøglen til Italiens sejr i EM's åbningskamp, siger den italienske landsholdstræner Roberto Mancini.

- Vi har spillet mod mange hold, som har gjort på samme måde som Tyrkiet i aften. De sætter alle ned bagved, giver dig begrænset plads og gør det svært at score, siger Mancini efter sejren på 3-0.

- Men drengene var tålmodige. Vi ventede, blev ved med at spille, forsøgte at få det mål, og så fik vi det. De gjorde det virkelig godt, siger han om spillerne.

Italien kørte Tyrkiet over i EM's åbningskamp med en sejr på 3-0. Roberto Mancini hylder holdets tålmodighed mod den defensivt indstillede modstander. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Italien kørte Tyrkiet over i EM's åbningskamp med en sejr på 3-0. Roberto Mancini hylder holdets tålmodighed mod den defensivt indstillede modstander. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
 

Det er ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) første gang nogensinde, at Italien scorer flere end to mål i en kamp ved en EM-slutrunde, men Roberto Mancini vil overhovedet ikke høre tale om, at Italien nu er blandt favoritterne til at vinde hele turneringen.

- Vi leverede en god præstation. Det var vigtigt at få en god start her i Rom, og jeg tror, at vi opfyldte alles forventninger. Men der er seks kampe endnu, og der er masser af gode hold, siger han om muligheden for at komme i finalen og vinde den.

Med den perfekte start står Italien stærkt i gruppen, der også omfatter Wales og Schweiz.

Italien vandt sikkert med 3-0. Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
Italien vandt sikkert med 3-0. Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
 

Tyrkiet formåede at holde stand i de første 45 minutter af kampen på Stadio Olympico i den italienske hovedstad, men dødvandet blev brudt i det 53. minut, da den tyrkiske forsvarsspiller Merih Demiral lavede et selvmål.

Ciro Immobile, der 13 minutter senere øgede Italiens føring til 2-0, er enig med Mancini i, at holdet viste den rette indstilling.

- Tyrkiet er et stærkt hold og har bragt mange tophold i vanskeligheder. Vi forsøgte at køre dem trætte ved at flytte bolden til venstre og højre og få dem spredt ud. Desværre havde vi svært ved at nedbryde deres forsvarsmur, siger Immobile.

Italien har en gang vundet EM i fodbold. Det skete i 1968 på hjemmebane.

Læs meget mere om den italienske åbningssejr her.