Første skridt mod VM: Eriksen blev matchvinder

Christian Eriksen scorede sit første mål i Parken, da Åge Hareides landshold besejrede Armenien 1-0 i premieren på VM-kvalen

Christian Eriksen scorede for første gang i Parken. Foto: Lars Poulsen
Christian Eriksen scorede for første gang i Parken. Foto: Lars Poulsen

PARKEN (Ekstra Bladet): Ifølge den gamle kliché er 'godt begyndt, halvt fuldendt'.

I forhold til de danske muligheder for at indløse de hårdt tiltrængte billetter til VM-slutrunden i Rusland om to år er det måske lige at stramme den en anelse.

Men hold da op, hvor det både lettede og løsnede, da Christian Eriksen søndag aften sikrede en 1-0 sejr og tre vigtige point over det armenske landshold, der tidligere har gjort så ondt på det danske landshold.

Dermed kan Åge Hareide glæde sig over en fuld fortjent og spillemæssigt ganske komfortabel åbningssejr i premieren på VM-kvalen, men det burde være blevet til langt flere danske scoringer i en forestilling, der mere eller mindre var spil til et mål.

Schmeichel sidder over: De skal knække Armenien

På forhånd var den danske opgave gjort betydeligt lettere af, at Armenien måtte undvære de to stærkeste kort, Manchester United-stjernen Henrikh Mkhitaryan og den gamle superliga-bomber Youri Movsisyan.

Men om de to havde gjort en afgørende forskel er et åbent spørgsmål.

Fra første fløjt var der kun et hold på banen. De danske spillere sad tungt på boldbesiddelsen og med en veloplagt Christian Eriksen og en helt ustyrlig Viktor Fischer i spidsen blev udeholdets forsvar revet rundt i manegen.

Først truede anfører Simon Kjær med et hovedstød, inden Fischer forsøgte sig første gang.

Middlesbrough-spilleren har været en åbenbaring i de seneste kampe, og efter 17 minutter kunne han notere sin sjette assist i tre kampe, da han stod klar med hælen, da Eriksen ville spille et-to.

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

Tottenham-stjernen takkede for assistancen på bedste vis, da han med venstrebenet iskoldt passerede Arsen Beglaryan i det armenenske mål, og dermed omsider kunne lade sig hylde som målscorer i Parken efter 20 målløse kampe i nationalarenaen.

Så var der lagt op til målfest, men bolden ville bare ikke det sidste stykke over stregen.

Først måtte Nicolai Jørgensen se Beglaryan parere sin afslutning, inden Viktor Fischer testede træværket med et missil af en afslutning.

Det ensidige kampbillede fortsatte efter pausen, hvor Nicolai Jørgensen igen måtte se en afslutning prelle af på den armenske målmand, inden Feyenoord-angriberen, som havde en halvsløj dag på kontoret misbrugte en gylden chance, da han var alt for ubeslutsom i en situation, hvor Riza Durmisi havde spillet ham helt blank.

Siden måtte også Peter Ankersen, der stod svagest i billedet af de danske spillere, se en afslutning reddet, inden Christian Eriksen leverede kampens største afbrænder.

Viktor Fischer blev væltet i feltet, og så kunne Christian Eriksen blive dobbelt målscorer fra straffesparkspletten.

Men, men, men. Arsen Beglaryan havde luret ham, og så blev et-tallet stående i den danske side af måltavlen.

Det kunne være blevet dyrt, for med et lille kvarter igen begik Jannik Vestergaard sin eneste fejl i en ellers godkendt indsats.

Gladbach-stopperen tabte bolden til en armener, der heldigvis tog et alt for langt træk, da han rundede Frederik Rønnow i det danske mål, og så slap Vestergaard, Hareide og de 21.700 tilskuere med skrækken.

De danske spiller jubler efter Eriksens mål. Foto: Lars Poulsen
De danske spiller jubler efter Eriksens mål. Foto: Lars Poulsen
 

Dermed kan Danmark om en måneds tid rejse til udekampen mod Polen i Warszawa med tre point på kontoen og en generel tro på tilværelsen inden den på papiret vanskeligste opgave i gruppen. Ikke mindst, fordi polakkerne søndag skuffende formøblede en 2-0 føring i Kazakhstan, hvor værterne sikrede sig 2-2 og det ene point.

Vis nu landsholdet er vigtigt!

Landsholdsspillere: Vi er nået langt med Hareide

Bendtners afløser om sin nye klub: Vi har de vildeste fans

 

Seneste nyt

Det er ikke mere heltemodigt eller bonusværdigt at være sygeplejerske end sosu

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.