For første gang i 10 år: Engelsk nedtur!

England kunne sikre EM-billet, men led sit første nederlag i en kvalifikationskamp i ti år, da Tjekkiet vendte 0-1 til 2-1 i Prag

Fortryllende Tjekkiet nedkæmpede fortjent England i Prag. Se kamoens højdepunkter her. Video: Discovery Networks Danmark

En sejr i Prag over Tjekkiet ville have sikret England billetten til EM-slutrunden i 2020, men det gik lige modsat.

Trods en hurtig 1-0-føring tabte England kvalifikationskampen i gruppe A med 1-2, og dermed er intet afgjort endnu.

England topper dog gruppen med 12 point efter fire sejre og en bedre målscore, mens Tjekkiet har lige så mange point for en kamp mere.

Kosovo har også spillet fem kampe og er fire point efter på tredjepladsen.

England er ikke forvænt med nederlag i kvalifikationskampe. Faktisk var det ifølge Sky Sports ti år siden, det senest skete, da England i 2009 tabte 0-1 mod Ukraine.

Siden fulgte 43 kampe i EM- og VM-kvalifikationen uden nederlag, inden stimen stoppede mod Tjekkiet.

England kom ellers fint fra land fredag.

Lukas Masopust nedlagde Raheem Sterling i feltet efter fire minutter, og det gav et klokkeklart straffespark, som Harry Kane udnyttede med sit 27. mål i landsholdstrøjen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Harry Kane bragte England foran, men siden svarede tjekkerne igen. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Harry Kane bragte England foran, men siden svarede tjekkerne igen. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
 

Dermed var England hurtigt på kurs mod EM-slutrunden, men fire minutter senere udlignede tjekkerne. Efter et hjørnespark dækkede England skidt op, og bolden endte hos Jakub Brabec, som fik sendt den over målstregen til 1-1.

Flere scoringer var der ikke i første halvleg, hvor England langt fra sprudlede og flere gange blev overløbet på midtbanen af hjemmeholdet.

England blev bedre efter pausen, og Sterling blev sat op af Kane efter en lille time, men Sevilla-keeper Tomás Vaclík fra Tjekkiet afværgede situationen.

Med 20 minutter igen var det stadig lige, og så blev Marcus Rashford og Ross Barkley sendt på banen for England i stedet for Jadon Sancho og Mason Mount.

Kane forsøgte sig med ti minutter igen tæt ved mål, men igen klarede Vaclik.

Kort efter var Zdenek Ondrasek tæt på en friløber i den anden ende, men han snublede, inden han fik afsluttet.

Det gjorde FC Dallas-spilleren ikke fem minutter før tid, da han helt umarkeret fik lov at sparke bolden i mål i feltet til 2-1 til Tjekkiet.

Sport og Spil Superligaen Indefra: Afvist af træner-favoritten

Foto: Fire on Ice, Will Burgess/Reuters/Ritzau Scanpix og Jens Rosenfeldt/Polfoto Sport og Spil KÆMPE galleri: 17 Sportsstjerner uden tøj

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere